MIN STYRKE ER OGSÅ MIN SMERTE

Min uforløste længsel er at kunne overgive mig til et andet menneske. Læne mig bagover og bare lade mig falde med visheden om, at blive grebet.

Det er ikke modet, der har manglet, for jeg har turde overgive mig flere gange, sådan for alvor. Men hver gang er den sidste scene i filmen udeblevet og jeg blev i stedet krediteret med at knalde baghovedet godt og grundigt ned i asfalten. Med store menneskelige konsekvenser til følge. Enten helede jeg hurtigt eller også var jeg til stadighed naiv, for jeg fortsatte med at lade mig drive af min længsel. Lige indtil jeg besluttede at køre i pitstop, som jeg valgte at forlade ad landevejen. I stedet for at køre ud i ”ringen” igen. Og her på supersinglekvindens landevej, befinder jeg mig så stadig, tre år efter.

I mellemtiden har jeg trænet og er blevet til lidt af en tryllekunstner. Jeg har nemlig udviklet en teknik, der gør, at jeg med 200 km i timen lige præcist kan nå at løbe om bag mig selv og gribe og dermed forhindre faldet. Det er naturligvis snyd. En illusion. Det er alle tryllekunster. Det andet er også smukkere, at ridderen på den hvide hest kommer. Ridderen er også en illusion, jeg ved det godt. Men længslen efter noget, der bare minder lidt om det, er stadig intakt. Næsten. 

ER DET GENER ELLER KODER? 
Hvad pokker er det lige der gør, at den del ikke er lykkedes for mig, når jeg nu stort set kan finde ud af alt andet? Hvorfor er det lykkedes for så mange af mine veninder? De er hverken bedre eller værre end jeg! Al normal sandsynlighed taler også imod, især set i lyset af den mængde af mænd, jeg har væltet mig i! Hvorfor var der bare ikke én, der mestrede at gribe mig? Derudover mener jeg at være en relativ velfungerende kvinde, der ofte er grænsende til det selvopofrende, når det gælder mand, børn, familie og omgangskreds. Myreflittig og konstruktiv. Måske en anelse bestemt og stædig, men aldrig præmenstruel, ”menopausisk” eller hysterisk. På papiret en drømmekvinde.

Ligger forklaringen i generne, opvæksten, samtiden, de tre gange, jeg har knaldet baghovedet i asfalten eller er der et eller andet jeg skal lære i det her liv? Jeg er en sucker for at forstå hvordan det hænger sammen. 

ET SKUD ANTIVIRUS 
Min opvækst afveg ikke fra det normale. Hvad det normale så end er. Vi var en ganske almindelig kernefamilie, der først blev opløst efter jeg flyttede hjemmefra. To kærlige og veluddannede forældre og trygge forudseelige rammer. Nuvel jeg blev holdt i stramme tøjler, især af min mor, da jeg var et meget nysgerrigt barn, der havde trang til eventyr.

Set i bakspejlet foregik der alligevel altid et drama under overfladen. Det handlede om min mors, på alle planer, store afhængighed af min far samt hendes mistillid til omverdenen. Jeg forstod naturligvis ikke dengang, hvad det handlede om, men jeg både så og følte den smerte det medførte for dem begge. På den ene side smerten ved at føle sig svigtet og hjælpeløs og på den anden side smerten ved at føle sig fanget og taget som gidsel i et andet menneskes følelsesmæssig frustration.

Måske jeg allerede dengang fik et ordentlig skud ”antivirus”? Et antivirus, der skulle beskytte mig mod at kunne føle den smerte afhængighed kan medføre. Jeg ville i hvert tilfælde ikke have noget med den smerte og hjælpeløshed at gøre. Så min strategi blev ret hurtigt, aldrig at sætte mig selv i den situation, hvor jeg ikke selv kunne have indflydelse på mit liv. Så i en meget tidlig alder udviklede jeg mig til et meget selvstændigt væsen. 

TILLID INTAKT 
Det betød ikke, at jeg ikke ville overgive mig til et andet menneske, for min tillid til omverden var intakt. Jeg ville rigtig gerne samhørigheden og kærligheden.

Først overgav jeg mig til mine børns to fædre og siden til ham, der indtil videre har været mit livs absolutte største kærlighed. Ingen af dem greb mig i faldet. Det blev jeg, der til stadighed skulle gribe. Det var ikke fordi de ikke ville, de magtede det ikke, jeg havde simpelthen fejlbedømt dem. Fejlbedømt i alvorlig grad. Og vi taler ikke om kontroverser omkring u opslåede toiletbrætter og henkastede sure underbukser. Men om uoprettelige handlinger som uansvarlig moral, økonomisk svindel, utroskab, psykiske og fysiske overgreb.

Ligger det i mine gener, at jeg er en overlever? Er det i virkeligheden mine egne forældres drama, der atter udspillede sig - har jeg ubevidst ladet mig drage af det tema?  Er det samtidens ”legale” mulighed for at afslutte et forhold, der ikke længere er optimalt? Eller er det min kodning helt ud på celleplan, om ikke at blive og være afhængig af et andet menneske, der har gjort, at jeg alligevel ikke helt kan overgive mig?

Det tænker jeg så lidt over, mens jeg til stadighed er på vej her på supersinglekvindens landevej.

Dog ved jeg, at jeg stadig har troen, længslen og en uudtømmelig pose af kærlighed i behold.

Måske er denne længsel i virkeligheden blot resterne af en urgammel iboende kraft?

VISE ORD FRA DALAI LAMA

Blandt flere hundrede ligegyldige opslag på min Facebook væg, som lover et sundere og slankere liv, fangede dette citat straks min opmærksomhed.

Den vise Dalai Lama gennemskuer menneskeheden set fra sit helikopter perspektiv. I den første del af hans citat, rammer han plet, når det handler om mit liv.

Jeg knokler dagligt en vis legemsdel ud af bukserne for derefter at bruge en mindre formue på kiropraktor, der skal genoprette min ryg, som efterhånden er temmelig medtaget. Ikke af at have siddet for meget ned, men af ren og skær fysisk slid. Paradoksalt nok knokler jeg af lyst. Altså ikke lysten til at tjene penge. Men jeg er drevet mere af lysten til at kunne have indflydelse på mit eget liv end af hensynet til mit fysiske helbred.

Der hersker ingen tvivl om, jeg gerne havde villet det anderledes. 

KUNSTEN AT KØBE FRIHED
I ugens løb var jeg på besøg hos et par, hvis venskab strækker sig tilbage til vores pure ungdom. De har gjort det godt. Sammen. De er kommet til et sted i livet, hvor de kan modbevise Dalai Lama’s visdom. Lige nu er en af deres udfordringer, hvordan de skal placere deres formue bedst muligt og hvordan de kan købe sig til mere frihed, der kan indløses på golfbanen. Provokerende for mange, der ikke ejer saltet til et æg. Men i min optik er det på tide, de kom dertil. At nyde livet. I stedet for at knokle sig til et dårligt helbred. De har fortjent det og er ikke kommet sovende til et eneste af de resultater, de har opnået.

Jeg har knoklet lige så meget som mit vennepar. Jeg er tilmed veluddannet og har ligeledes tjent rigtig mange penge. Men mit liv blev bare anderledes. Anderledes på alle punkter. I starten omtumlet med flere skilsmisser, for derefter at ende ud i et sololøb, hvor alle mine resurser blev brugt på at give mine tre børn det bedst mulige liv. Da det hele syntes at lykkedes kom den økonomiske krise og som en tornado sugede den alt op, jeg havde knoklet for og bombede mig tilbage til stenalderen. Det var ikke nogens skyld. Det var bare sådan det var.

Når jeg nu ikke selv er i stand til at modbevise første del af Dalai Lama´s citat og alligevel er enig med ham, skyldes det bestemt ikke uvilje.

Havde jeg resurser nok til rengørings- og havehjælp ville jeg da straks indløse den frihed til mere nærværd med mine kære og selvpleje. Og havde jeg i overflod ville jeg straks investere i at udforske verden og hjælpe dem, der trænger mere end jeg. 

DYRT AT VÆRE FATTIG

Men jeg må jo først og fremmest tage udgangspunkt i min egen virkelighed. Og tro mig, jeg har haft mange indre diskussioner omkring, hvordan jeg kunne bruge tiden mere fornuftigt end på at knokle for derefter at blive repareret hos en kiropraktor. Selv min omgangskreds har været på banen og kommet med alle mulige løsningsforslag.

Da det stod allerværst til også med ryggen. ”Lad dog firmaet gå konkurs og huset ryge på tvangsauktion, så må du efterfølgende få gældssanering”. Jeg overvejede det skam. Men udsigten til at afgive min frihed, blive sat under administration og siden sidde fortvivlet og banke hovedet ind i betonvæggen i et socialt boligbyggeri var så angstprovokerende, at ideen hurtigt blev skrottet.

”Kunne du så ikke sælge huset og forældrekøbslejligheden, du har købt til dine unger”? Jo, det ville være superskønt at slippe for de udgifter, arbejdet med den store have og omkostningerne til alle reparationerne. Problemet er blot, at begge matrikler har tabt anseeligt i værdi. Den gæld der ville komme ud af at sælge ville bliver forrentet med markedets nuværende ågerrenter og betyde den sikre rentedød. Kort sagt, jeg har ikke råd til at sælge.

”Så gå da ud og find en mand”! Underforstået, en der kan hjælpe til med at betale. Også et godt bud. Bortset fra det nok er urealistisk, at score en mand på grund af hans penge, når jeg jo hverken er 32, har to meter lange ben eller ligner en fotomodel. Alternativet er naturligvis også at finde en mand på grund af kærlighed. Men det er lidt ligesom med hamsterhjulet. Når dagen er omme, vil jeg hellere bruge mit resterende overskud på at hygge med veninderne, mine unger eller mig selv. Jeg orker ikke at investere den tid, det tager, når jeg i sidste ende ikke har tiden til at pleje et forhold.

I mange år har rollen som mor fyldt rigtig meget i mit liv. Det var sådan det blev for mig. Det var ikke planen, men pludselig stod jeg alene med hele cirkusset, og derfor kom det til at fylde meget. Men det altoverskyggende undertema, der har drevet mig, har altid været frihed. Friheden til at have indflydelse på mit eget liv.

Det materielle har aldrig interesseret mig. Jeg er fløjtende ligeglad med Philip Stark badeværelser, Svane køkkener, smykker og italienske designer møbler. Til gengæld har skønne rejser og hverdagsoplevelser med mine unger og veninder været i høj kurs. En vigtig livsnerve har også været, at kunne bo i hus med fri adgang til have, natur og den skønne himmel med de smukke frie fugle.

Så på den måde har jeg ikke kunnet sige mig fri for også, at have været på vognen med at skulle tjene mange penge. For det koster at nyde og forsørge tre børn. Hverken frihed eller diamantringe er omkostningsfrie.

Nu er min situation selvsagt en anden og mit ydmyge ønske er såmænd bare at blive min gæld kvit. Det vil gøre mig fri og lykkelig. 

ENKEL LIGNING

Efter at have vendt og drejet adskillige scenarier for at kunne undgå den der kiropraktor og dermed modbevise første del af Dalai Lama’s citat, kom jeg alligevel frem til, at ligningen i mit liv er ganske enkel.

Y= (Gæld –X)=0.

Så når Y i min ligning = Frihed, betyder det at X lige nu = Hårdt arbejde i mange år.

Det kunne altså betyde at kiropraktoren er et nødvendigt onde til at nå mit mål. Men frem for at vente med at gå til kiropraktor til jeg kun kan kravle, går jeg nu fast og forebyggende hver sjette uge. Altså har jeg vendt bøtten og nu gør kiropraktoren det muligt, at jeg både passer på mig selv og samtidig når mit mål. Det er med andre ord blevet en fornuftigt investering frem for en kedelig konsekvens. Og vigtigst af alt, det giver mening, drive og tilfredshed.

Den sidste del af Dalai Lama’s citat modbeviser jeg derimod til fulde. Jeg elsker livet og er trods skilsmisser og økonomisk deroute fuldt ud tilfreds med den lille nanodel, jeg har indtaget i denne verden, i denne tid. Alle de muligheder, der er blevet givet i min lille tidslomme, føler jeg at have suget til mig og udnyttet optimalt. Resten der tilfalder mig, bliver rent flødeskum. Og naturligvis håber jeg, der er rigtig meget flødeskum tilbage til mig og jeg griber stadig mulighederne som var jeg udødelig.

Alligevel lever jeg hver dag mit liv som kunne det være den sidste. Om nogen ved jeg, at livet kun er til låns. Min elskede far mistede jeg alt for ung. Og inden for få år er yderlige to unge liv i min omgangskreds gået tabt. De var alle tre kun i fyrrene. Uforståeligt. Derfor har jeg de sidste ti år været taknemmelig hver morgen, når jeg vågner. Taknemmelig over at jeg er så heldig at få endnu en dag.