Mit forhold til Korrigerende Lingeri

Overskriften på dette indlæg skulle egentlig have været: "Mit anstrengte forhold til Spandex". Men så tænkte jeg, om der mon fandtes et mere bornert udtryk for det der elastiske undertøj? Derfor gik jeg ind og lurede på en af de største netsites for lingeri.

Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen. ”Korrigerende Lingeri” kalder de det! Mig bekendt korrigerer man noget, når det enten skal slettes eller befris for fejl.

Der må da være gået et eller andet helt galt, når man som firma vælger at dykke ned i den yderste afkrog af ordforrådet og finder det mest fornedrende ord til en vare. En vare der oven i købet skal få kvinder til at føle sig mere lækre.

Hvad er der lige galt med ”Beauty shape” eller ”Curve optimizer”?

Nåh, det var lige et sidespring – måtte bare skælde ud…

Det var mit anstrengte forhold til Spandex det skulle handle om. Det fik mig nemlig tilbage på sporet.

Det hele startede med en invitation til en stor fest med fin middag og live orkester. Der var ingen grund til kjolepanik, for naturligvis skulle jeg have den lille sorte på. Et par dage inden fandt jeg den i gemmerne. Når sandheden skal frem, var det måske lige i overkanten at kalde den for ”den lille”. Det var mere et udtryk fra den hedengangne tid, hvor jeg virkelig havde små sorte fikse i størrelse 38 hængende. Nuvel denne var også sort, yderst feminin og tilpasset min nye fruestørrelse. Troede jeg. I det halve år, den havde hængt i skabet var den krøbet et par numre. Det kunne selvfølgelig ikke komme på tale at købe en ny i nummeret større. Aldrig i livet! At have en sådan hængende var helt utænkeligt. Jeg måtte simpelthen bare tabe mig, så jeg kunne passe den igen. Og i mellemtiden måtte jeg fikse problemet på en anden måde. Det blev til en Spandex underkjole. Den kostede lige så meget som en ny kjole ville have kostet. Meget irrationelt. Den så godt nok lidt lille ud, da den hang der på bøjlen i forretningen, men den søde ekspedient forklarede, at den var i rette størrelse og SKULLE sidde meget stramt.

Der er ikke noget så hyggeligt, som at gøre sig i stand til en fest. Jeg afsætter altid god tid. Sætter musik på, tager et langt bad og kan godt finde på at nyde et glas vin, mens jeg lægger makeup og sætter hår. Så er der ligesom lagt i kakkelovnen til en fest.

Det havde jeg også gjort den skæbnesvangre dag, altså sat god tid af. Alligevel var jeg ved at få en meget dårlig mellemtid, da det tog i omegnen af en halv time at åle min ned i den nye Spandex underkjole. Da det endelig lykkedes, tapløb sveden af mig og jeg kunne næsten ikke bukke mig ned for at tage sko på.
Under middagen kunne jeg nærmeste ikke få en bid ned og jeg måtte holde vejret, mens jeg lod som om, jeg var i mit es. Det gik lidt bedre, da jeg endelig kunne rejse mig op og indtage dansegulvet. Men efter tre danse var jeg lige ved at koge over. Min krop kunne simpelthen ikke ånde. Det gjorde det ikke spor bedre at gå udenfor i den kølige luft. Her meldte tissetrangen sig og lige pludselig føltes det helt angstfyldt at skulle noget så simpelt som på toilettet. Underkjolen var så drivvåd af sved, at den nærmest sad klistret fast til kroppen og der måtte virkelig gang i knibeøvelserne, mens jeg forsøgte at få den trukket op ad lårene og samtidig baksede med at åbne knapperne forneden i trussedelen, der holdt den sammen. Da det endelig lykkedes, var det helt uoverskueligt for mig at skulle mingelere den på plads igen. Den måtte bare af uanset om det kostede frisuren, da den skulle trækkes over hovedet. I øvrigt havde jeg ingen ekstra trusser med. Trusseløs, med uglet hår og topmave fortsatte jeg således festen, mens Spandex underkjolen lå krøllet sammen ude i min frakkelomme i garderoben.

Trods denne oplevelse kunne jeg ikke rigtig få gang i det der vægttab. Så jeg udvidede min erfaring med et par høj-taljede Spandex trusser. De kunne bestemt ikke være så varme som underkjolen, tænkte jeg. Det var de heller ikke. Men alligevel gjorde varmen, at de en aften midt ude på dansegulvet rullede ned og lagde sig som en pølse i taljen og ”håndtagene” som skulle have været holdt inde væltede ud over denne pølsekant. Meget yndigt. Så de endte også i frakkelommen i garderoben. Min tredje og sidste erfaring blev med et par lav-taljede Spandex trusser med G-streng. De blev til gengæld siddende, hvor de skulle. Men da jeg kom hjem var jeg blevet helt hudløs mellem ballerne af G-strengen.

Det der Spandex eller ”Korrigerende Lingeri”, som det så smukt hedder, bliver bare aldrig mig. Heldigvis har mine oplevelser fået mig tilbage på sporet. Jeg fik gang i vægttabet og kan atter passe den lille (store) sorte sag….

Overvinder kærligheden alt?

Kender du til umulig kærlighed? Den slags kærlighed, hvor ganske få ting, der vel og mærke ikke er til at ændre, står i vejen?

Det var så smukt. Et glimt af lykke. Først lå vi indhyllet i sæbebobler, flettet ind i hinanden. Drak champagne, delte små og store tanker. Grinede og kyssede når vi mindedes. Så elskede vi. Resten af natten lå vi i ske. Han slap mig ikke et eneste sekund og i søvne kyssede han mig konstant. Vores kærlighed startede for mere end to årtier siden og er uforandret, selvom der går år imellem vi ser hinanden. 

Set i lyset af min efterhånden modne alder, kan jeg vel godt tillade mig, at betragte mit liv, i stort og småt, som en form for evidens baseret materiale. Når det kommer til kærester, er der en større database at trække på. Om den er udtryk for et statistisk accepteret grundlag, skal jeg dog ikke være den rette til at vurdere. Hvorom alting er, så har jeg været vild med alle mine kærester. De er en del af min historie på godt og ondt. Alle, uden undtagelse, ville jeg kunne mødes med den dag i dag. Drikke en kop kaffe over en snak om minder og vores efterfølgende liv. Både med dem jeg afskrev, fordi kærligheden forsvandt. Og med dem, der dumpede mig. Eller med dem, hvor kærligheden var umulig.

Det er ikke noget jeg forestiller mig. Alle tre scenarier er afprøvet. Også med ham, der dumpede mig til fordel for en fotomodel med to meter lange ben. Dengang det skete, var jeg naturligvis knust, hvem ville ikke være det. Men i efterrefleksionens klare lys kom jeg frem til, vi slet ikke passede sammen. Derfor var det overhovedet ikke svært, da vi tilfældigt mødtes til en koncert. Han bød mig op til dans og krammede mig fuld af beundring og respekt og vores minder er intakte på den gode måde.

Tre af mine forhold skiller sig ud. Her er kærligheden stadig intakt fra begge sider. Men den var umulig!

Det ene blev farligt. Han tålte ikke at elske. Det andet tømte mig for luft. Han turde ikke at miste. I det tredje var vi ikke modige nok. To lande skilte os ad.

Hvordan kan det lade sig gøre at elske tre mænd? Som så meget andet i mit liv, føler jeg en stor kærlighed over for disse mænd. Det har kostet mange tåre og stor sorg at komme hertil, hvor jeg har accepteret at det, der lige skulle fikses, ikke lod sig gøre.

Forleden var jeg helt skæv i nakken og havde afslørende kyssemærker rundt om munden. Sådan er det, for jeg er ude af træning efter fire år som single. Men gensynet med min tredje kærlighed genkaldte følelser, der for tiden er gemt langt borte. Nemlig at føle mig elsket helt ind i den inderste kerne af en mand jeg elsker tilbage. Men det gjorde ikke ondt, da jeg forlod ham. Vores kærlighed er bare. Fuld af respekt, accept og uden begrænsninger.

At sætte kærligheden fri er måske den største kærlighed af alle….

I´m back

Så gik der lige et halvt år…

Jeg har hverken lidt af skriveblokering, fundet en kæreste eller er hoppet i havet. Faktisk har jeg haft en hel del på hjertet. Men jeg har simpelthen ikke bestilt andet end at fikse ting og sager. Jeg har fikset alt mellem himmel og jord. Lige fra ny hjemmeside i firmaet til tre lejligheder, utæt tag, knækkede plankeværk, uddannelse, køretimer, lektiehjælp plus det løse.

Curlingmor besættelsen har kørt i højeste gear. Hvad der for kort tid siden synes som en umulighed, er lykkedes. Nemlig at finde en lejebolig til et ungt menneske, der vel og mærke er til at betale. Alle tre unger er nu i ny bolig. De er blevet installeret, hvor det passer bedst i forhold til deres job og uddannelse.

Det vil være alt for omfattende at komme ind på, hvordan det er lykkedes hele tre gange ovenikøbet, men lad mig afsløre det har været tidskrævende.

Ældste og mellem barnet er nu kørende med henholdsvis godt job og uddannelse. Yngste barnet har efter mange lange snakke, research og besøg på skoler endelig fundet frem til ønskeuddannelsen. Det kræver dog lige et ekstra fag for at komme ind på den uddannelse. Desværre er det hendes hadefag nummer et og vil både kræve lektiehjælp og ny computer - så det har jeg også fikset.

Jeg har sågar kastet mig udi at agere hjælpe-kørelære, da en af ungernes kørekort ikke lige var så let at få i hus. På den første tur, det ellers perfekt gennemtænkte og mest øde sted ude på landet, mødte vi selvfølgelig efter blot 100 meter en politibil. Det gik, selvom jeg på passagersædet nærmest trådte bunden ud af bilen på en imaginær bremsepedal. Jeg må blot endnu engang konstatere, at jeg er en vanvittig curlingmor.

Ind imellem boligsituationen for de tre øgleyngel blev løst, fiksede jeg en tiltrængt ny hjemmeside til firmaet.

En vanvittig spændende opgave jeg har set frem til at have råd til. I flere år har jeg sådan rent professionelt savnet at udfordre min nørdede side. Hele processen tog tre måneder og foregik for det meste efter arbejdstid. Den sidste halvanden måned, hvor jeg tastede data ind, sluttede mine arbejdsdage først klokken elleve om aftenen. Derfor var mit batteriniveau helt i bund, da december nærmede sig og jeg kunne dårligt overskue en renovering af min udlejningslejlighed, som en af øgleynglet fraflyttede. Men den skulle stå klar i slutningen af året til en ny lejer. Jeg satsede dog på en forestående genopladning, da jeg som de moderne skilsmisseregler foreskriver, ikke skulle stå for al juleræset denne jul.

Det blev der så lige lavet om på. Så i al hast måtte jeg finde julepynten frem, gøre hele huset rent (lider af middelsvær rengøringsvanvid, når der kommer gæster) og handle ind til det helt store julebord. Sent lillejuleaften kom jeg i alvorlig infight med juletræet. Havde ellers været forudseende og betalt for at få sømmet en fod på, så det var lige klar til brug. Men noget var gået galt og det var lige så skævt som tårnet i Pisa og væltede konstant. Mine ingeniørevner med stablen af aviser for at skabe balance rakte ikke og det væltede flere gange og stjerne og kugler smadrede ud over det hele. Jeg var på randen af et hysterisk anfald, som dog havde fortaget sig dagen efter, da hele familien kom og blev i tre dage. Det blev selvfølgelig vanvittig hyggeligt. Men for filan hvor jeg savnede et par dejlige mandehænder, der havde kunnet give et nap med i dagene op til.

Mens jeg forberedte julen, som jeg jo slet ikke skulle holde, var jeg i gemmerne for at finde julepynt, ekstra stole og bordplader frem. Her opdagede jeg, at taget i min udbygning var utæt. Det havde det så åbenbart været i længere tid, for det sejlede og rigtig mange ting, jeg opbevarer der, var allerede ødelagt. Samtidig knækkede to af min hegn i haven under en storm. Ingen af delene står på min forsikringspolice og min hustømrer kan jeg desværre ikke betale med en tur i høet. Han er ellers ret lækker. Taget viste sig at være så medtaget, at det her i starten af året måtte udskiftes, og jeg måtte alvorligt til lommerne. Ugen efter røg opvaskemaskinen, så kreditkortet glødede mildest talt. Det er skønt at være husejer!

Min økonomiske plan, som ellers har kørt på skinner de sidste mange år er fuldstændig røget fløjten. Men jeg gider ærlig talt ikke at stresse over det. At investere i mine ungers fremtid vil altid veje tungere og vedligeholdelse af mit hus er et nødvendigt unde. Heldigvis havde jeg pengene, selvom kassen nu er tom. Det handler bare om at komme op på hesten igen…

Resten af året byder på flere nye og større opgaver. Knokleopgaver. Naturligvis ville det være skønt at kunne rejse noget mere eller bare trække stikket. Men jeg har en plan bag galskaben. Og derfor giver det mening, at mit liv er sådan et stykke tid frem.

Men lige nu nyder jeg, der er faldet lidt mere ro på. Det har jeg omsat til mere hygge med veninderne, motion og tanker om mit nye liv, som starter lige om lidt. Efter 28 år med hjemmeboende børn er reden tom om et par uger. Det bliver et meget anderledes liv. Jeg glæder mig. Det er perfekt timet. Det føles lidt som at skulle takke af med rigtig god samvittighed efter lang og tro tjeneste.

Alt er som det skal være…