Livet er i
total forandring efter min tredje, yngste og sidste fløj fra reden.
Lige fra jeg
træder ind ad døren er omvæltningen tydelig.
Jeg falder
ikke længere over sytten par stiletter og støvler, der ligger og flyder lige
midt i døråbningen. Min smukke kommode i entreen står og strutter af stolthed.
Nu helt synlig og ikke gemt under bunker af skoletasker, meter lange tørklæder
og frakker. Det er nu også klart, at badeværelsesgulvet er et terrazzogulv. Det
er ikke ekstra isoleret med dynger af våde håndklæder, henslængte g-strenge,
beskyttelsesstrimler fra trusseindlæg, tomme shampoflasker og lignede. Selv
køkkenvasken shiner. Den er ikke indsmurt i dejrester fra kanelkagebagning
eller indtørret kødsovs. I stuen står spisebordet og ser helt nydeligt ud. Den fine
blondedug kommer virkelig til sin ret. Havde næsten glemt, hvordan den så ud,
da den typisk var gemt under en farveindsmurt voksdug, der gjorde det ud for
min datters staffeli.
Det stopper
ikke her. Når jeg åbner køleskabsdøren mødes jeg af et ekko. Der er ingen fare
for at hånden klistrer fast i en indtørret colaplet eller andre ækelheder,
fordi låget ikke lige var skruet ordentligt på. Ej heller, famler jeg mellem mængder
af uindpakket og udtørret pålæg. Eller alle mulige mere eller mindre uidentificerbare
pakker, der ved nærmere eftersyn, var rester fra teenage-madprojekter tre uger
tidligere. Her er nu nydelige rene glashylder. Salaten, de økologiske
kyllingebryster, rodfrugterne og den kolde hvidvin står næsten og skriger til
hinanden. I går lød bonnen i SuperBrugsen på kr. 108,00. Og det var vel og
mærke for indkøb til to dage!
Det samme
gælder vasketøjskurven. Var ikke klar over der var så langt ned til bunden. I
mit tidligere liv kunne låget ikke engang lukkes og der lå ovenikøbet en stor
bunke ved siden af på gulvet. Nu er jeg nærmest ved at stå på hovedet ned i
den, når jeg skal nå de få par stykker tøj, der ligger på bunden. Kan ikke
engang fylde en fuld maskine længere.
Alt er nyt.
Det bliver
også første gang, jeg ikke skal holde ferie med mine unger. Det er fuldstændigt
som det skal være. Tænk engang, de nød det så længe. Selv var jeg kun fjorten
år, da jeg holdt den sidste ferie med mine forældre. Orkede ligesom ikke, at
jagte flere søer og elve i Sverige og Norge, hvor min far og bror kunne sidde i
timevis med en fiskestang, uden at fange noget som helst. For derefter at drøne
rundt til kirker og udgravninger, fordi min mor skulle kompensere for, hun
aldrig blev arkæolog eller historiker. Jeg foretrak at blive hjemme. Feste, arbejde
og spare penge op, så jeg hurtigst muligt kunne flytte hjemmefra.
Så er der den
ubeskrivelige ro.
Ingen lyde af
musik og løbende vand fra vandhanen i badekarret, når ungerne forberedte deres
daglige og timelange spaophold på husets eneste badeværelse. Hold op, hvor har
jeg mange gange måtte stå og lave knibeøvelser udenfor døren, for til sidst at
gå i haven og tisse i det fjerneste hjørne. I alt slags vejr.
Ingen
baggrundsstøj fra stuens TV, når Paradise Hotel, Top Model, fodbold eller Stand
Up var i æteren. Har efterfølgende fundet ud af, der faktisk findes helt
hæderlige tv kanaler som DR2 og DR3.
Hyggelige lyde
af latter fra ungernes værelser, når de havde venner på besøg eller småråben
fra deres indbyrdes søskendeskænderier, er også forstummet.
Her er
absolut ro. Den smukke fuglesang og vindens susen i træerne, har pludselig fået
en ny betydning.
Må have
savnet den der ro. Udover mine små hunde er jeg nemlig helt alene. Står op
alene hver dag, er alene på kontoret og vender hjem alene. Der er nu gået tre
måneder, siden jeg blev eneboer og endnu har panikken ikke meldt sig. Har ikke
behov for selskab eller andre former for sociale arrangementer i løbet af ugen.
Kommer sent hjem fra job hver dag, hvor jeg har talt så rigeligt med hele
verden i løbet af dagen og nyder bare roen og mit eget selskab. Savner jeg at
snakke med andre end mig selv, ringer jeg en veninde op og så ævler vi løs det
halve af aftenen, sværere er det ikke. Og faktisk forsøger jeg kun at lave
arrangementer hver anden weekend. Nyder at have en hel weekend til nogle af
alle de hus- og haveprojekter, jeg altid har gang i.
Vidste
egentlig ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg stort set ingen erfaring har. For
32 år siden boede jeg en ganske kort periode alene, ellers har jeg altid boet
sammen med nogen; Roomies, kærester eller mine børn. Havde dog en forventning
om, at jeg glædede mig. Heldigvis har jeg glimrende forbilleder, da tre af mine
tætte veninder har boet alene i flere år. De trives aldeles fremragende med det
og ønsker det ikke anderledes. Men det er ikke altid sådan det er. I weekenden
var jeg sammen med en bekendt. Hun valgte sidste år at blive skilt. Selvom hun
stadig har sin halvvoksne datter boende hjemme, har følelsen af ensomhed været
nærmest lammende for hende. Jeg ved at hendes søster og svoger har måttet mere
eller mindre mandsopdække hende i weekender i den første lange periode. Nu har
hun meldt sig ind i en løbeklub, hvor hun løber tre gange om ugen og derudover privat
ser løbe-vennerne flere gange om ugen. Alligevel føler hun sig ofte ensom og
kan næsten ikke holde ud, at skulle sidde alene hjemme en fredag aften.
Måske er det
for tidligt og for nyt for mig. Måske bliver jeg pludselig fyldt op med for
megen ro. Lige nu nyder jeg det. Især friheden til at gøre lige præcist hvad
jeg vil, er altoverskyggende dejlig. Kede mig, kommer jeg nok aldrig til. Den
eneste flig jeg kender til følelsen af kedsomhed, er den mentale kedsomhed. Har
i mange perioder savnet at blive udfordret sådan rent intellektuelt. Fra
barnsben har jeg altid haft masser af projekter i skuffen, så der er ingen fare
for, jeg kommer til at sidde og glo ind i en væg. Bliver jeg på et tidspunkt
mættet af roen, finder jeg enten på noget eller finder et eller andet projekt
frem fra gemmerne.
Nu er det jo
ikke sådan at ungerne er helt forsvundet ud i det blå. Jeg er jo så
gudsbenådet, at have hele tre af slagsen, så er i kontakt med en eller flere i
løbet af ugen. Men der er alligevel noget Lukas Grahamsk over det. To af de
unge mennesker er flyttet til den store Hovedstad, så ser dem måske kun en gang
om måneden. I går faldt det så heldigt ud, at jeg talte med alle tre. Den
mellemste ringede fra lufthavnen. Han ville lige oplyse mig om, hvor i verden
han befandt sig de næste par dage – det er da betænksomt. Han havde også lyst
til at fortælle, at han smuttede et par dage til London med sin nye kæreste
(som jeg endnu ikke har mødt) – det er da super romantisk. Den ældste ringede
jeg selv til for at takke for nydelig udført hækklipning. Ja, nu gjorde han det
ikke for sine blå øjnes skyld, der var cool cash afregning på tusind kroner. Men
ungen manglede penge og moderen orkede ikke at klippe hækken. Begge er glade og
i øvrigt er min hæk ikke hans ansvar. Sidst på aftenen ringende den yngste
prinsesse. Hun havde været ude og plukke markblomster med sin kæreste og havde
stukket sin finger på et eller andet. Efter en telefonkonsultation, hvor jeg
kunne forsikre hende om, at fingeren nok ikke var ved at falde af, var det
alligevel ikke så slemt. Nåårh, det lille pus har stadig brug for lidt trøst og
omsorg fra hendes mor. Det er da kært.
Det giver mig
en kæmpe lykkefølelse. At mine tre unger nu basker rundt derude og suger livet
til sig.
De fedtede
colapletter i køleskabet, det indtørrede kødsovs i vasken, rodet og logistikken
var livsbekræftende. Jeg brokkede mig stort set aldrig over det. Jeg rummede og
fiksede det hele, i bedste curlingmor stil. Min bonus var lyden af latter og glade
børn og et hjem, der osede af hygge.
Men jeg var
ikke klar over, jeg længtes så meget efter at være, hvor jeg er i dag….
