Hun omgås mig som var jeg et råddent æg
I hendes ellers så smukke ansigt har musklerne forkrampet sig til noget, der minder om en sur hønserøv. Maden jeg møjsommeligt står og tilbereder til hende hver dag, er uspiselig. Tøjet jeg vasker og vel og mærke lægger på plads i skabet for hende, er naturligvis ikke lige det hun stod og skulle bruge. Lånecomputeren som jeg skaffede, mens hendes egen bliver repareret, og som jeg naturligvis brugte arbejdstiden på at aflevere til service, er for stor og kan umulig bruges. I det hele taget virker det som om intentionen, bag alt jeg gør lige i øjeblikket, er at genere hende. Om jeg så hoppede på tungen til månen, ville det ikke være godt nok.
Selv med to tidligere teenagere i bagagen kræver det sin kvinde at mestre dette smukke monster.
Fredning
Jeg ved at hun ved, at jeg under normale omstændigheder ikke tillader at lade mig behandle sådan. Det inviterer jeg simpelthen ikke til. Den respekt jeg møder andre mennesker med, har jeg altid fået retur tifoldigt. Og i de ganske få tilfælde, hvor respekt har vist sig ikke at være et tilstrækkeligt værktøj, har jeg gjort kort proces.
Men lige nu er det ikke normale omstændigheder og hun er total fredet for alt, hvad der hedder konflikt og konsekvens. Hun er nemlig ved at afslutte sin studentereksamen. At hun i det hele taget er nået hertil, er en bedrift i sig selv. Det var der ingen, inklusive hende selv, der havde set komme. Det boglige har altid ridt hende som en mare. Og det har bestemt ikke gjort hendes selvværd bedre, at hendes to brødre allerede som fem og seksårig læste henholdsvis Jumbo bøger og sportssiderne i BT.
Her i kampens hede har hun bare helt glemt, at hun faktisk er ved at sprænge rammerne for, hvad hun selv troede var muligt, og stiller nu helt urimelige høj krav til sig selv. Det fylder hende tilsyneladende med frustration og vrede at titallerne ikke flyder som skidt fra en spædekalv og den ventil bliver der så lukket op for herhjemme.
Ikke altid let at være rollemodel
For alle mine tre børns vedkommende, har det været essentielt for mig, at de føler sig anerkendt som den de er. Derfor har min tilgang til dem heller ikke været ens, da de er tre meget forskellige individer.
For min datters vedkommende har jeg været meget opmærksom på hendes udfordringer omkring det boglige. Derfor har jeg brugt selv den mindste anledning til at tale resultatet af en opgave op, når hun kom ked hjem og ikke selv var tilfreds. Derudover har jeg altid gjort rigtig meget ud af, at minde hende om alle de vidunderlige og misundelsesværdiger sider hun også har.
Mine formaninger til min datter om ikke at stille så høje krav til sig selv, skyr dog som olie på vand. I det hele taget er jeg overhovedet ikke den rette til at komme med gode råd på den konto. For hende er jeg nok lige der, den mest irriterende og ukvalificerede mor at have. Vi er på mange punkter hinandens diametrale modsætninger. Min datter er det fineste, feminine, kunstneriske og sensitive væsen. Selv er jeg også yderst feminin, hvis vi vel og mærke graver helt ind i sindet. Men det er min maskuline og meget operationelle side, der som enlig mor har været i spil det meste af hendes opvækst.
Trods alle mine anerkendende ord og megen ros, er det mine handlinger hun lige nu spejler sig i. Jeg er den der møgirriterende mor, der bare kan og gennemfører alt, hvad jeg sætter sig for.
I hendes optik ville det være piece of cake for mig at tage den eksamen. Det har hun i øvrigt oplevet for et par år siden, hvor jeg tog en ekstra uddannelse ved siden af jobbet. Jeg bed bare tænderne samme, undværede søvn og gennemførte eksamen med topkarakterer.
Problematikken, at jeg ikke kan slå til som rådgiver for hende på dette område, har vi været igennem flere gange. Og for at par år siden tog hun da også imod mit tilbud om et coaching forløb. Hensigten var at hun skulle arbejde med de alt for høje krav hun stiller til sig selv.
Samme tilbud har hun fået nu i forbindelse med eksamen, men det har hun dog afslået.
Det er ikke nemt at være hende, det er jeg udmærket klar over. Men det bedste jeg kan gøre lige nu, er at blive på min egen banehalvdel og rumme hendes frustration. Og samtidig minde mig selv om, hun lige nu er i gang med livets læring. Hun kommer helt sikkert styrket ud af dette forløb også selvom det ikke flyder med titaller. Og mange forløsende tårer fra os begge vil flyde, når jeg sætter hatten på hendes hoved om en god måneds tid.
NB! Hun hader mig ikke sådan helt for alvor, for i går morges lå der en fin buket blomster og en æske chokolade på køkkenbordet med teksten ”Glædelig mors dag…”
