DET ER JO BARE PENGE FOR POKKER!

Har egentlig altid undret mig over udtrykket ”Det er sjovest, at være på toppen”. Det er da netop i bevægelsen ned ad bjerget, det kildrer i maven og der, hvor man mærker suset. Nåh, men det var blot en strøtanke…

Ind imellem er jeg SÅ træt af evig og altid, at skulle tjene penge. Jeg har stort set ikke bestilt andet, siden jeg var tolv år og gik med aviser. Den gang var det for sjov, for der gik pengene til ”nice to have” ting så som musikanlæg og kassebukser i det rigtige snit.

Nu synes jeg det er knapt så morsomt og hvor ville det være skønt, at kunne trække ansvars-stikket og smutte ud i verden i to, fire eller seks uger og bare svæve. Eller for den sags skyld at kunne smække blondine badget på brystet og ikke belemre mit kønne hoved med ejendomsskatter, omlægning af realkreditlån eller likviditetskrise. Varianten, at kunne komme til sin mand den tiende i måneden og sige ”Skat, jeg har ikke flere penge på husholdningskontoen, overfører du lige?” kunne også være fedt at prøve.

Men det er altså kun en gang imellem jeg har det sådan. Det er når ynke-kasketten klemmer lidt.

Sandheden er, at jeg er super taknemmelig for at være udstyret med det der ”tjene penge” gen. For hvordan ville mit liv dog ikke have set ud, hvis det ikke var tilfældet?

Sparede jeg virkelig også op til det?
Penge som sådan interesserer mig ikke, de er blot et nødvendigt onde. Men hold op, hvor har jeg tjent mange af dem i gennem tiden, tør slet ikke tænke på hvor mange. I mange år har jeg tjent langt mere end Hr. & Fru Nabo tilsammen. Der skal godt nok også noget mønt til at finansiere tre børn, to hunde, et hus, en lejlighed, firmalokaler, en bil plus det løse.

Faktisk har jeg også altid været ret god til at spare op. Men af en eller anden årsag er alle disse opsparede penge gået til en hel masse, jeg slet ikke var klar over, jeg også sparede op til. Lad mig nævne i flæng: Tre skilsmisser, alle med efterfølgende etablering af nye hjem. Indfrielse af et lån tilhørende min ex mand, som jeg havde været så dum at kautionere for. Gæld for misligholdelse og ubetalt leje af lejlighed selv samme ex mand fraflyttede to år efter vi blev skilt. Fejlkøb af en lejlighed. Et par tabte retssager. Og sidst men ikke mindst finanskrisen.

Drømmescenariet skudt i sænk
For syv år siden så det ellers ud til, at jeg langt om længe var sluppet af med, at spare op til alt det, jeg ikke vidste, jeg også sparede op til. Pengene blev rent faktisk stående på opsparingskontoen og en drøm begyndte at tage form. Jeg havde efterhånden fået sparet op til udbetalingen på mit lille drømmehus i Italien, som jeg på sigt ville bo i halvdelen af året, når ungerne engang flyttede hjemmefra. Her ville jeg måske skrive lidt, mingle med lokalbefolkningen, stadig lave lidt business, få besøg af veninderne, ungerne og siden børnebørnene. Har altid været lidt matriarkalsk og fundet stor nydelse i at samle ”flokken”. Pensionsopsparingen og friværdien så også yderst fornuftige ud og firmaet gik forrygende, så mon ikke det også ville kunne indbringe lidt på kistebunden, når jeg engang solgte det. Selvom jeg egenhændigt havde knoklet for det hele, var det som om, det næsten var for godt til at være sandt. Jeg følte mig privilegeret helt ind i marv og ben og nev ofte mig selv i armen.

Året efter blev der vendt op og ned på alting. Finanskrisen kom til at koste det hele og mere til. I de kommende fire år måtte jeg realisere alt, hvad jeg ejede og skære helt ind til benet. Jeg indløste pensionerne, opsagde sygeforsikringer, fyrede min ansatte i gennem 9 år, flyttede firmaet til mindre lokaler, optog og omlagde lån alt sammen for at kunne få smør på brødet og holde kreditorerne for døren.
I hele dette væltende korthus havde jeg slet ikke tid til, at være ked af alt det jeg mistede. Det der fuldstændig og aldeles stressede mig, var scenariet om ikke at kunne forsørge mine børn og at de skulle miste deres hjem og trygge omgivelser. Katastrofetanker om genhusning i et socialt tungt belastet boligkompleks var faktisk det, der fyldte mest.

Men det blev heldigvis ikke sådan
For to år siden kunne jeg ånde lettet op og fik nu overskud til at ”besigtige” skaderne efter fire år i økonomisk krisehelvede. Det så sgu ikke for godt ud. Jeg var dybt forgældet og for første gang i mit liv insolvent. Selv med de mest positive briller på, måtte jeg erkende, at det aldrig vil blive som før. Der er ganske enkelt få år tilbage at tjene penge i.
På den positive side havde jeg holdt rædselsscenariet for døren. Mine unger havde fået brød på bordet hver dag og boede stadig i deres trygge omgivelser. Mit firma havde ligeledes overlevet krisen, om end i en noget slankere udgave, men var igen i stand til at udbetale mig løn.
Naturligvis var det surt at have mistet alt det, jeg havde knoklet så hårdt for. Jeg sender da også nu og da en kærlig tanke til min drøm om det lille italienske hus.  Men jeg nægtede at sætte mig ned og tygge i en tudekiks og diskutere med virkeligheden. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Sket er jo ligesom sket og er ikke til at ændre.

Så op på hesten igen og i gang med en ny plan, for jeg vil sgu det her liv, mens jeg er her.

Det er kedeligt, men det virker
For andet år i træk har jeg nu sat mig selv under stram administration, lidt ligesom i Luksusfælden. Det er vildt svært ikke at bruge lidt af de flere penge, der er nu, til det sjove. Og enormt kedeligt at være styret af en så kontrolleret økonomi. Men det virker og jeg kan se en ende på det, for der er en helt klar plan. Følger jeg denne, har jeg nemlig om fire år ”sparet så meget op”, (læs nedskrevet gælden) at jeg rent faktisk har råd til at sælge mit hus. Imellem tiden har jeg skrevet mig op til et toværelses leje-rækkehus, som derefter bliver mit fremtidige hjem. Her vil jeg slippe for at tænke på ejendomsskatter, omprioritering af realkreditlån og nyt fyr. Der vil også blive råd til nydning og et par rejser i ny og næ. Og med tiden vil jeg kunne få både boligsikring, varmehjælp og ikke blive trukket i folkepensionen, fordi jeg har en fed kapitalpension i baghånden. Det er da en meget god plan, synes jeg.

Der kan jo også ske det, at jeg vinder i Lotto (jeg har allerede tegnet et abonnement), møder en dejlig mand eller finder et herligt ”oldekolle” bofællesskab. Man kan ikke helt vide det. Men så tager jeg den bare derfra…

THE FAT OLD LADY HASN´T STOPPED SINGING YET

Sidste weekend fik jeg endelig taget mig sammen. Udskiftede batterierne i lady shaveren og pelsede både ben og bikinilinjen. For nu skulle jeg ud og luftes med mad, drinks og musik sammen med min søde veninde. Sikke dog et arbejde det blev med den pelsning, men det blev godt. Det var ikke med henblik på at score, jeg havde bare lyst til at føle mig sådan feminin lækker.

De sidste par år har jeg skruet en del ned for det mere udadvendte sociale liv. Ikke at jeg har muret mig inde, men jeg har ikke været så proaktiv som tidligere, hvor jeg ofte var ankerkvinden bag sociale og festlige arrangementer. Derimod har jeg iklædt mig den mere passive festkjole og ladet mig invitere i stedet for. Det har ikke været et bevidst valg, men lysten har ligesom manglet og mit bud er, at der har været andet i mit liv, der har været vigtigere.

Det samme gør sig i store træk gældende for min søde veninde og hun blev derfor så glad, fordi jeg tog teten og arrangerede vores lille ude i byen hyggeaften. 

Livsværdier 
Vi er begge friske, udadvendte og glade piger og derfor gik snakken, under vores dejlige middag, om årsagerne til vores manglende deltagelse på den sociale scene. Meget hurtigt fik vi pejlet os ind på, det nok handlede om prioritering af vores livsværdier. Vi er begge stolte kvinder, der sætter en ære i at klare os selv og dernæst er vi mødre med mega stort M. Selvfølgelig elsker vi også at nyde livet på egen banehalvdel på alle tænkelige måder og holder meget af godt sammenværd, mad, hygge, rejser, musik mm. Men vi kom frem til, at vores egentlige fundament er, at kunne klare os selv og tilbyde vores unger det bedste.

Min veninde er som jeg enlig mor på fuldtid med voksne hjemmeboende børn, der er under uddannelse. Hun bor ligeledes i hus med stor have og har et krævende job med lange arbejdsdage. Vi konkluderede, at vores fokus igennem længere tid havde været at holde sammen på vores fundament. For hendes vedkommende betød en længere kræftbehandling, at al hendes energi blev brugt på at kunne fortsætte i hendes job, hvor der ikke var mulighed for længerevarende sygemelding. For mit eget vedkommende har fokus været rettet mod, at tjene så meget som muligt både for, at kunne betale mine udgifter og for at kunne afvikle min enorme gæld, som blev skabt under krisen. Og for vores begges vedkommende for i sidste ende stadig, at kunne tilbyde vores børn den ro og stabilitet det er, at kunne blive i deres hjem og dermed få det bedst mulige afsæt i deres egne liv.

Nu er vi begge ved at være tilbage i vores sædvanlige gear, da vores fundamenter atter er nogenlunde stabile. Derfor var det med sådan en dejlig tilfreds fornemmelse indeni, vi indtog denne aften.

Pubben kalder 

Efter en dejlig middag fortrak vi to modne kvindemennesker til den lokale pub, der byder på skøn stemning og live musik. Atter faldt vi i god snak, mens vi sugede flittigt i yndlingsdrinken gin & tonic. Kort tid efter slog et herreselskab sig ned ved samme bord og inden længe, bød de på shots og drinks. Det var nydelige mænd i slutningen af trediverne, som kunne have valgt alle mulige andre borde med unge smukke kvinder. Men nej, de valgte vores bord og snakken flød og stemningen steg ret hurtigt. Det var hygge og godt selskab det handlede om, mere var der i første omgang ikke i det.

Coaching på pubben 

På et tidspunkt kommer en helt ung og meget nydelig mand hen til mig med to drinks, som han stiller foran min veninde og jeg. Høfligt spørger han, om han må tage lidt af min tid. Han forklarer, at han på afstand har studeret os og kom frem til vi var vældig interessante og helt sikkert havde noget at byde på. Noget overvældet takker jeg ja til drinken og spørger ham, hvad jeg kan hjælpe ham med. Dette dejlige unge menneske slår sig ned ved siden af mig og forklarer han har brug for at vide, hvilken retning hans liv skal tage, sådan rent uddannelses- og jobmæssigt. Han har en drøm om at blive selvstændig, men han føler han famler lidt rundt i blinde og har brug for et godt råd. Jamen er det ikke fantastisk. Her sidder jeg, halvgammel kone, der har været selvstændig i tyve år og elsker at lære fra mig til unge mennesker, som er vores fremtid. Et eller andet sted, må det jo have lyst ud af mig, siden sådan et ungt og fuldstændig fremmed menneske bliver drevet lige hen til mit bord. Der er altså mere mellem himmel og jord end min forstand formår at forklare. Nåh, men igennem en times tid sidder jeg så og får en skøn snak med den unge mand, måske hvis jeg strammer den, kan man vel godt påstå det var en coaching session. Sikke en oplevelse og sikke en anerkendelse, jeg blev helt varm indeni.

Flirt

Tilbage til vores herreselskab, som havde slået sig ned ved vores bord. De var vildt sjove og der blev mere og mere ping pong. Igen kunne man undre sig over de ikke havde valgt at kaste sig over mange af de andre yngre og smukkere kvinder, men jeg tror bare at vi to halvgamle koner var godt selskab. Som stemningen steg faldt jeg mere og mere i snak med dette selskabs ”adonis” og inden længe gik det op for mig at han flirtede. Nu er jeg ikke selv helt ueffen på det område, så naturligvis flirtede jeg tilbage, uden dog på nogen måde at være interesseret i mere end det. Han var alt for ung, for lækker og for gift. Mit held er, at jeg har været så privilegeret, at kunne vælte mig i adonis mænd, når det drejede sig om sex, så på det område mangle jeg ikke noget. Som kæreste emne har de heller aldrig interesseret mig. Min erfaring siger mig nemlig, at denne type generelt har for højt indhold af hormoner og for stor trang til utroskab. Og sidst men ikke mindst, så gider jeg ikke gifte mænd. Men never mind, jeg kunne sgu have scoret ham, hvis jeg ville.

Det blev på alle måder en fuldstændig uovertruffen aften. Scenariet hvor to halvgamle koner forlader ”vinterhiet” og går ud for at more sig. Jeg fik virkelig hygget igennem, stillet skarpt på mine værdier og fik så meget anerkendelse både som mennesker og som kvinde.

Måske det ikke var så tosset at få støvet den der lady shaver af …?