MIN STYRKE ER OGSÅ MIN SMERTE

Min uforløste længsel er at kunne overgive mig til et andet menneske. Læne mig bagover og bare lade mig falde med visheden om, at blive grebet.

Det er ikke modet, der har manglet, for jeg har turde overgive mig flere gange, sådan for alvor. Men hver gang er den sidste scene i filmen udeblevet og jeg blev i stedet krediteret med at knalde baghovedet godt og grundigt ned i asfalten. Med store menneskelige konsekvenser til følge. Enten helede jeg hurtigt eller også var jeg til stadighed naiv, for jeg fortsatte med at lade mig drive af min længsel. Lige indtil jeg besluttede at køre i pitstop, som jeg valgte at forlade ad landevejen. I stedet for at køre ud i ”ringen” igen. Og her på supersinglekvindens landevej, befinder jeg mig så stadig, tre år efter.

I mellemtiden har jeg trænet og er blevet til lidt af en tryllekunstner. Jeg har nemlig udviklet en teknik, der gør, at jeg med 200 km i timen lige præcist kan nå at løbe om bag mig selv og gribe og dermed forhindre faldet. Det er naturligvis snyd. En illusion. Det er alle tryllekunster. Det andet er også smukkere, at ridderen på den hvide hest kommer. Ridderen er også en illusion, jeg ved det godt. Men længslen efter noget, der bare minder lidt om det, er stadig intakt. Næsten. 

ER DET GENER ELLER KODER? 
Hvad pokker er det lige der gør, at den del ikke er lykkedes for mig, når jeg nu stort set kan finde ud af alt andet? Hvorfor er det lykkedes for så mange af mine veninder? De er hverken bedre eller værre end jeg! Al normal sandsynlighed taler også imod, især set i lyset af den mængde af mænd, jeg har væltet mig i! Hvorfor var der bare ikke én, der mestrede at gribe mig? Derudover mener jeg at være en relativ velfungerende kvinde, der ofte er grænsende til det selvopofrende, når det gælder mand, børn, familie og omgangskreds. Myreflittig og konstruktiv. Måske en anelse bestemt og stædig, men aldrig præmenstruel, ”menopausisk” eller hysterisk. På papiret en drømmekvinde.

Ligger forklaringen i generne, opvæksten, samtiden, de tre gange, jeg har knaldet baghovedet i asfalten eller er der et eller andet jeg skal lære i det her liv? Jeg er en sucker for at forstå hvordan det hænger sammen. 

ET SKUD ANTIVIRUS 
Min opvækst afveg ikke fra det normale. Hvad det normale så end er. Vi var en ganske almindelig kernefamilie, der først blev opløst efter jeg flyttede hjemmefra. To kærlige og veluddannede forældre og trygge forudseelige rammer. Nuvel jeg blev holdt i stramme tøjler, især af min mor, da jeg var et meget nysgerrigt barn, der havde trang til eventyr.

Set i bakspejlet foregik der alligevel altid et drama under overfladen. Det handlede om min mors, på alle planer, store afhængighed af min far samt hendes mistillid til omverdenen. Jeg forstod naturligvis ikke dengang, hvad det handlede om, men jeg både så og følte den smerte det medførte for dem begge. På den ene side smerten ved at føle sig svigtet og hjælpeløs og på den anden side smerten ved at føle sig fanget og taget som gidsel i et andet menneskes følelsesmæssig frustration.

Måske jeg allerede dengang fik et ordentlig skud ”antivirus”? Et antivirus, der skulle beskytte mig mod at kunne føle den smerte afhængighed kan medføre. Jeg ville i hvert tilfælde ikke have noget med den smerte og hjælpeløshed at gøre. Så min strategi blev ret hurtigt, aldrig at sætte mig selv i den situation, hvor jeg ikke selv kunne have indflydelse på mit liv. Så i en meget tidlig alder udviklede jeg mig til et meget selvstændigt væsen. 

TILLID INTAKT 
Det betød ikke, at jeg ikke ville overgive mig til et andet menneske, for min tillid til omverden var intakt. Jeg ville rigtig gerne samhørigheden og kærligheden.

Først overgav jeg mig til mine børns to fædre og siden til ham, der indtil videre har været mit livs absolutte største kærlighed. Ingen af dem greb mig i faldet. Det blev jeg, der til stadighed skulle gribe. Det var ikke fordi de ikke ville, de magtede det ikke, jeg havde simpelthen fejlbedømt dem. Fejlbedømt i alvorlig grad. Og vi taler ikke om kontroverser omkring u opslåede toiletbrætter og henkastede sure underbukser. Men om uoprettelige handlinger som uansvarlig moral, økonomisk svindel, utroskab, psykiske og fysiske overgreb.

Ligger det i mine gener, at jeg er en overlever? Er det i virkeligheden mine egne forældres drama, der atter udspillede sig - har jeg ubevidst ladet mig drage af det tema?  Er det samtidens ”legale” mulighed for at afslutte et forhold, der ikke længere er optimalt? Eller er det min kodning helt ud på celleplan, om ikke at blive og være afhængig af et andet menneske, der har gjort, at jeg alligevel ikke helt kan overgive mig?

Det tænker jeg så lidt over, mens jeg til stadighed er på vej her på supersinglekvindens landevej.

Dog ved jeg, at jeg stadig har troen, længslen og en uudtømmelig pose af kærlighed i behold.

Måske er denne længsel i virkeligheden blot resterne af en urgammel iboende kraft?

VISE ORD FRA DALAI LAMA

Blandt flere hundrede ligegyldige opslag på min Facebook væg, som lover et sundere og slankere liv, fangede dette citat straks min opmærksomhed.

Den vise Dalai Lama gennemskuer menneskeheden set fra sit helikopter perspektiv. I den første del af hans citat, rammer han plet, når det handler om mit liv.

Jeg knokler dagligt en vis legemsdel ud af bukserne for derefter at bruge en mindre formue på kiropraktor, der skal genoprette min ryg, som efterhånden er temmelig medtaget. Ikke af at have siddet for meget ned, men af ren og skær fysisk slid. Paradoksalt nok knokler jeg af lyst. Altså ikke lysten til at tjene penge. Men jeg er drevet mere af lysten til at kunne have indflydelse på mit eget liv end af hensynet til mit fysiske helbred.

Der hersker ingen tvivl om, jeg gerne havde villet det anderledes. 

KUNSTEN AT KØBE FRIHED
I ugens løb var jeg på besøg hos et par, hvis venskab strækker sig tilbage til vores pure ungdom. De har gjort det godt. Sammen. De er kommet til et sted i livet, hvor de kan modbevise Dalai Lama’s visdom. Lige nu er en af deres udfordringer, hvordan de skal placere deres formue bedst muligt og hvordan de kan købe sig til mere frihed, der kan indløses på golfbanen. Provokerende for mange, der ikke ejer saltet til et æg. Men i min optik er det på tide, de kom dertil. At nyde livet. I stedet for at knokle sig til et dårligt helbred. De har fortjent det og er ikke kommet sovende til et eneste af de resultater, de har opnået.

Jeg har knoklet lige så meget som mit vennepar. Jeg er tilmed veluddannet og har ligeledes tjent rigtig mange penge. Men mit liv blev bare anderledes. Anderledes på alle punkter. I starten omtumlet med flere skilsmisser, for derefter at ende ud i et sololøb, hvor alle mine resurser blev brugt på at give mine tre børn det bedst mulige liv. Da det hele syntes at lykkedes kom den økonomiske krise og som en tornado sugede den alt op, jeg havde knoklet for og bombede mig tilbage til stenalderen. Det var ikke nogens skyld. Det var bare sådan det var.

Når jeg nu ikke selv er i stand til at modbevise første del af Dalai Lama´s citat og alligevel er enig med ham, skyldes det bestemt ikke uvilje.

Havde jeg resurser nok til rengørings- og havehjælp ville jeg da straks indløse den frihed til mere nærværd med mine kære og selvpleje. Og havde jeg i overflod ville jeg straks investere i at udforske verden og hjælpe dem, der trænger mere end jeg. 

DYRT AT VÆRE FATTIG

Men jeg må jo først og fremmest tage udgangspunkt i min egen virkelighed. Og tro mig, jeg har haft mange indre diskussioner omkring, hvordan jeg kunne bruge tiden mere fornuftigt end på at knokle for derefter at blive repareret hos en kiropraktor. Selv min omgangskreds har været på banen og kommet med alle mulige løsningsforslag.

Da det stod allerværst til også med ryggen. ”Lad dog firmaet gå konkurs og huset ryge på tvangsauktion, så må du efterfølgende få gældssanering”. Jeg overvejede det skam. Men udsigten til at afgive min frihed, blive sat under administration og siden sidde fortvivlet og banke hovedet ind i betonvæggen i et socialt boligbyggeri var så angstprovokerende, at ideen hurtigt blev skrottet.

”Kunne du så ikke sælge huset og forældrekøbslejligheden, du har købt til dine unger”? Jo, det ville være superskønt at slippe for de udgifter, arbejdet med den store have og omkostningerne til alle reparationerne. Problemet er blot, at begge matrikler har tabt anseeligt i værdi. Den gæld der ville komme ud af at sælge ville bliver forrentet med markedets nuværende ågerrenter og betyde den sikre rentedød. Kort sagt, jeg har ikke råd til at sælge.

”Så gå da ud og find en mand”! Underforstået, en der kan hjælpe til med at betale. Også et godt bud. Bortset fra det nok er urealistisk, at score en mand på grund af hans penge, når jeg jo hverken er 32, har to meter lange ben eller ligner en fotomodel. Alternativet er naturligvis også at finde en mand på grund af kærlighed. Men det er lidt ligesom med hamsterhjulet. Når dagen er omme, vil jeg hellere bruge mit resterende overskud på at hygge med veninderne, mine unger eller mig selv. Jeg orker ikke at investere den tid, det tager, når jeg i sidste ende ikke har tiden til at pleje et forhold.

I mange år har rollen som mor fyldt rigtig meget i mit liv. Det var sådan det blev for mig. Det var ikke planen, men pludselig stod jeg alene med hele cirkusset, og derfor kom det til at fylde meget. Men det altoverskyggende undertema, der har drevet mig, har altid været frihed. Friheden til at have indflydelse på mit eget liv.

Det materielle har aldrig interesseret mig. Jeg er fløjtende ligeglad med Philip Stark badeværelser, Svane køkkener, smykker og italienske designer møbler. Til gengæld har skønne rejser og hverdagsoplevelser med mine unger og veninder været i høj kurs. En vigtig livsnerve har også været, at kunne bo i hus med fri adgang til have, natur og den skønne himmel med de smukke frie fugle.

Så på den måde har jeg ikke kunnet sige mig fri for også, at have været på vognen med at skulle tjene mange penge. For det koster at nyde og forsørge tre børn. Hverken frihed eller diamantringe er omkostningsfrie.

Nu er min situation selvsagt en anden og mit ydmyge ønske er såmænd bare at blive min gæld kvit. Det vil gøre mig fri og lykkelig. 

ENKEL LIGNING

Efter at have vendt og drejet adskillige scenarier for at kunne undgå den der kiropraktor og dermed modbevise første del af Dalai Lama’s citat, kom jeg alligevel frem til, at ligningen i mit liv er ganske enkel.

Y= (Gæld –X)=0.

Så når Y i min ligning = Frihed, betyder det at X lige nu = Hårdt arbejde i mange år.

Det kunne altså betyde at kiropraktoren er et nødvendigt onde til at nå mit mål. Men frem for at vente med at gå til kiropraktor til jeg kun kan kravle, går jeg nu fast og forebyggende hver sjette uge. Altså har jeg vendt bøtten og nu gør kiropraktoren det muligt, at jeg både passer på mig selv og samtidig når mit mål. Det er med andre ord blevet en fornuftigt investering frem for en kedelig konsekvens. Og vigtigst af alt, det giver mening, drive og tilfredshed.

Den sidste del af Dalai Lama’s citat modbeviser jeg derimod til fulde. Jeg elsker livet og er trods skilsmisser og økonomisk deroute fuldt ud tilfreds med den lille nanodel, jeg har indtaget i denne verden, i denne tid. Alle de muligheder, der er blevet givet i min lille tidslomme, føler jeg at have suget til mig og udnyttet optimalt. Resten der tilfalder mig, bliver rent flødeskum. Og naturligvis håber jeg, der er rigtig meget flødeskum tilbage til mig og jeg griber stadig mulighederne som var jeg udødelig.

Alligevel lever jeg hver dag mit liv som kunne det være den sidste. Om nogen ved jeg, at livet kun er til låns. Min elskede far mistede jeg alt for ung. Og inden for få år er yderlige to unge liv i min omgangskreds gået tabt. De var alle tre kun i fyrrene. Uforståeligt. Derfor har jeg de sidste ti år været taknemmelig hver morgen, når jeg vågner. Taknemmelig over at jeg er så heldig at få endnu en dag.

SUPER-SINGLE-KVINDERS VALG AF MÆND

Hvorfor vælger jeg altid de forkerte mænd!?

Hvis jeg nu ryster posen og hælder spørgsmålet ud igen, kunne det i stedet for lyde: Hvilke mænd tiltrækker jeg?

Lige bortset fra de grå hår har bredt sig til bikinilinjen, så er der altså noget dejligt og befriende ved at have rundet de halvtreds. Hele den evidens baserede database jeg render rundt med i rygsækken, gør det bare nemmere at navigere i livet. Det betyder ikke jeg render rundt i konstant flow. Langtfra. Jeg er heller ikke sluppet af med mine små neuroser, de vil nok altid være der, men til gengæld er jeg blevet rigtig god til at forhandle med dem.

Men der er stadig så mange ting, jeg gerne vil forstå. Livet og alle dets forklædninger er en af dem og jeg kan ikke få nok af at suge til mig. Derfor har jeg gennem de senere år taget flere uddannelser og kurser indenfor selvudvikling, psykologi og kommunikation.
En blandt mange ting, jeg tilsyneladende ikke har forstået trods min fremskredne alder, er at knække koden til at finde den rigtige mand. Det at finde en mand har i sig selv været let nok og som regel forelsker han sig hovedkulds i mig. Problemet har været, at jeg har ladet mig rive med, involveret mig og først for sent fundet ud af, det overhovedet ikke gik. Det kan jo skyldes mange ting. Jeg vælger de forkerte mænd. Er alt for kræsen. Eller måske drives jeg for meget af ønsket om at føle mig elsket….

JOAN ØRTING WORKSHOP
For at komme det lidt nærmere meldte jeg mig til en workshop hos Joan Ørting, der hedder: ”Elsk dig selv og bliv elsket”. Det blev en lærerig dag blandt underskønne single kvinder i alle aldre. Udover en kort gennemgang af årsagssammenhæng mellem vores barndomsoplevelser og nuværende selvbillede, præsenterede Joan os for et nyt udtryk, der hedder: ”Hvad sælger du i din butik”. Med det mente hun: Hvad udstråler du og hvordan opfattes det af omverdenen (mænd).

Altså med andre ord: ”HVAD KAN MÆND KØBE I DIN BUTIK?”

Joan spottede hurtigt, hvad vi hver især reklamerede for i vores butikker. Den mest lækre kvinde i lokalet, som var skide irriterende smuk, solgte noget overraskende: ”Kom og tag mig og brug mig som du vil”. Og ganske rigtigt, hendes tema var mænd, der behandlede hende rigtig dårligt. Men Joan forklarede, at hun i sit ”butikssortiment” også havde ”Kom og pas på mig og få sødme og hengivenhed”. Hun reklamerede bare ikke for det i sit ”udstillingsvindue”. Så de mænd, der vil elske at få en blid og sødmefuld kvinde så hende slet ikke.
Selv kom jeg også under kyndig analyse. Jeg sælger: ”Dygtighed og styr på tingene”. Her vil førnævnte væmmelige mænd ikke engang turde komme ind i butikken af skræk for mental kastration. Derimod tiltrækker jeg mænd, der vil reddes.
Lige der, gik det op for mig, hvorfor jeg altid har været mine svigermødres drøm. Sgu ikke fordi jeg er guds gave til mænd, men fordi jeg har været udstyret med livreddertøj og kom farende ind fra højre og reddede deres skibsbrudne sønner!
Heldigvis påstår Joan også, at jeg har meget mere på hylderne. At jeg sagtens kan tiltrække ligeværdige mænd der respekterer stærke og dygtige kvinder. Jeg skal bare lære at reklamere for det.

DET VIRKER
Rent faktisk har jeg mødt en fra hver kategori indenfor det seneste år.

Sidste år dukkede en ungdomskæreste pludselig op. Ham var jeg vanvittig forelsket i for snart femogtyve år siden. Han var en værre bandit og som i en af de få gange, oplevede jeg dengang at føle mig dumpet.
Derfor lå den lige til højrebenet, da han nu kom tilbage og serverede sig selv på et sølvfad. Hvad er også lige sandsynligheden for, at et mand står og banker på helt af sig selv? Den er i hvert tilfælde temmelig usandsynlig, når man tager min fremskredne alder og min landlige bopæl i betragtning.
Det måtte være et tegn, tænkte jeg. Men lige så alfahan-agtig han var dengang lige så patetisk havde tiden gjort ham. Han søgte tilbage for at blive reddet. Jeg kunne mærke det helt udi den yderste celle i fingrene. Alarmklokkerne bimlede og jeg smed straks redningskransen, men trak den ikke i land igen, for han måtte redde sig selv.

Tidligere på året fik jeg en anden type bejler, som jeg mødte til en fest. Han er den bløde og rummelige type, der er vild med stærke og dygtige kvinder. Min klare fornemmelse er, at han har fuldstændig styr på livet og ikke skal reddes af nogen som helst. Han søger blot kærligheden og har masser at give. Her kunne jeg helt sikkert bare slå til og blive møgforkælet resten af livet. Men jeg tænder ikke på ham. Og det er vel ikke for meget at forlange, selvom hormontallet har set bedre dage…

Hvad sælger du i din butik?

DATING PROCESS #2

Der er indtruffet en ikke mindre end historisk begivenhed i mit lille univers. Jeg har været på date! En date, der vel og mærket tog omkring to år at få realiseret…

De kr. 349,00 jeg valgte at bruge på to datingprofiler for nogle måneder siden, gav ikke bonus. Ikke en eneste date blev det til. Foruroligende. Men sandt. Der var kun en, jeg måske havde været villig til at gå på date med, men han vendte aldrig tilbage, selvom vi var påbegyndt lidt skriveri.
 
LinkedIn
Derimod viste det sig at LinkedIn gemte på en date.
For et par år siden poppede en mail op på LinkedIn fra en, jeg havde været på en enkelt date med for seks år siden. Han troede jeg nu var lykkelig gift, men spurgte alligevel ind til det og jeg kunne jo så oplyse, at jeg var single. Han spurgte straks, om vi ikke skulle mødes til en middag, hvilket jeg synes var en glimrende idé. Og han havde oven i købet stadig mit telefonnummer…
 
Blind date
Jeg har fra første færd syntes han er virkelig sød.
Vores date for seks år siden var en blind date. En af mine veninder havde fundet sig en pragtfuld mand og på det klassiske spørgsmål; om han monstro havde en bror, var svaret ”JA”. En blind date blev sat i stand. Vi have en rigtig hyggelig aften. Efter en skøn middag tog vi hjem til ham, hvor vi ud på de små nattetimer endte i noget, der skulle have forestillet et sammenleje. Vi var begge trætte, havde fået for meget at drikke og skulle naturligvis ikke have kastet os udi noget så tåbeligt på den første date. Han var SÅ sød, kan jeg huske, at jeg tænkte. FOR sød!
 
Gik ud af mit gode catsuit
Sagen er, at jeg dengang var et helt andet sted i mit liv. Mit hormonelle niveau var skyhigh og rent ”driftsmæssigt” peakede jeg på det tidspunkt. Jeg ville forføres ikke bare fysisk men også mentalt. Vi taler om alfa hannerne i forreste række. Det var de typer, jeg tændte på. Hold kæft, hvor var jeg dum! Dum, fordi jeg ikke blev og udforskede ham her noget mere.
Så måtte jeg jo lære det på den hårde måde! For kort tid efter fik jeg en kæreste, der kunne mere end indfri mine ønsker. Han forførte mig i den grad. I starten var det naturligvis spændende og meget frækt. Og hvilken kvinde med hendes sunde fornuft i behold siger nej til otte-ti orgasmer dagligt? Men det blev altså for meget og til sidst var jeg ved at gå ud af mit gode catsuit. Når jeg hang der i kæderne med mine lårstøvler, ønskede jeg mig til sidst hen, hvor jeg bare kunne ligge i ske med en halvimpotent mand.
Derfor har jeg i den grad nydt at ligge alene i min seng de sidste tre år, kun forstyrret af min lille kære hund, når den putter tæt ind til mig.
 
Det tog to år
Nåh, tilbage til LinkedIn daten. For to år siden arbejde han i udlandet og var kun hjemme i meget korte perioder. De tre første dates, der blev aftalt, blev alle aflyst, da han blev kaldt tilbage til hasteopgaver. Ind imellem disse aflyste dates hørte jeg intet fra ham. Sidste date skulle have været i januar, så havde ærlig talt glemt alt om ham. Men for et par uger siden poppede en sms op med forslag til en ny date. Han foreslog at han kom og hentede mig og pænt kørte mig hjem igen efter middagen. Min opgave var at finde en restaurant. I princippet havde jeg været villig til anything, bare for en date med ham.
 
Det blev til en fredag og jeg havde i mellemtiden foreslået ham at komme en time før, så vi lige kunne få en drink. Naturligvis blev jeg nød til at tage fri fra job den dag. Naturligvis blev jeg nød til det. Hytten skulle jo shines op! Ikke at der er noget galt i, at ville gøre lidt rent. Der er jo ingen grund til helt at skræmme en date på flugt ved mødet med et halv ton hundehår og ditto nullermænd, som der rigeligt samler sig i løbet af en uge hjemme hos mig. Men der hvor det kammede over, var at jeg også ”lige” pudsede vinduerne (indvendigt og udvendigt) og slog græsset (og vi taler om en enorm stor græsplæne).
 
Det betød åbenbart mere for mig, end jeg selv lige regnede med. Selv min datter var helt euforisk. Hun har efterhånden, sammen med resten af familien, udviklet et større ønske om at jeg finder end mand, end jeg selv har. Hun udtænkte planer for det mest perfekte møde og foreslog at vores lille hund blev gemt ad vejen på hendes værelse, når han kom. Vores lille hund har tendens til at gø de første fem minutter, når der kommer fremmede. Men her satte jeg alligevel grænsen. Hundegøen eller ej, den lille dejlighed af en hund er en del af mit liv, om jeg så skal ende som gammeljomfru.
 
Og det gik godt. Den lille hund sprang bogstavelig talt op i favnen på ham. Han er nemlig selv en hundemand. Snakken flød straks og vi glemte helt tiden og kom alt for sent ud af døren. Restauranten hvor jeg havde bestilt bord, viste sig at have ferielukket! De havde glemt at slå deres elektroniske bookingsystem fra. Så selvom jeg havde fået hele tre mail og sms som bekræftelse og remindere, mødte vi en lukket dør! Vi fandt dog hurtigt en anden restaurant. Aftenen sluttede af med en drink på en nærliggende bar og så blev jeg ellers galant afleveret på afhentningsadressen igen.
 
På vej hjem i bilen sad jeg i spænding og ventede på, hvornår han spurgte om vi skulle mødes igen. Min tålmodighed slap op fem meter før vi nåede min indkørsel. Og det ville han gerne, påstod han - altså mødes igen.
 
Hold nu op hvor er han dejlig! Er næsten sikker på det er HAM, der er nålen i høstakken. Hvorfor pokker så jeg det ikke sidste gang for seks år siden?
 
Kunne naturligvis ikke falde i søvn, og lå bare og ventede på, han sendte en eller anden lille sød sms. Men det gjorde han ikke! Og jeg fik straks katastrofetanker; måske var det i virkeligheden pinligt for ham at svare nej på mit spørgsmål, om vi skulle mødes igen?
Dagen efter besluttede jeg mig for at sende en kort sms. Her takkede jeg for en hyggelig aften, uden vel at mærke at nævne noget om et ny møde. Heldigvis svarede han prompte, at han glædede sig til at se mig igen.
 
Lige nu føler jeg mig helt teenageagtig og giver mig selv lov til at være blondine-naiv.  Er SÅ spændt på, om det fører til mere…
 
Var ærlig talt begyndt at tvivle, men den er god nok; Jeg kan stadig få sommerfugle i maven….