mandag den 3. august 2015

DATING PROCESS #2


Der er indtruffet en ikke mindre end historisk begivenhed i mit lille univers. Jeg har været på date! En date, der vel og mærket tog omkring to år at få realiseret…

De kr. 349,00 jeg valgte at bruge på to datingprofiler for nogle måneder siden, gav ikke bonus. Ikke en eneste date blev det til. Foruroligende. Men sandt. Der var kun en, jeg måske havde været villig til at gå på date med, men han vendte aldrig tilbage, selvom vi var påbegyndt lidt skriveri.
 

LinkedIn
Derimod viste det sig at LinkedIn gemte på en date.
For et par år siden poppede en mail op på LinkedIn fra en, jeg havde været på en enkelt date med for seks år siden. Han troede jeg nu var lykkelig gift, men spurgte alligevel ind til det og jeg kunne jo så oplyse, at jeg var single. Han spurgte straks, om vi ikke skulle mødes til en middag, hvilket jeg synes var en glimrende idé. Og han havde oven i købet stadig mit telefonnummer…
 

Blind date
Jeg har fra første færd syntes han er virkelig sød.
Vores date for seks år siden var en blind date. En af mine veninder havde fundet sig en pragtfuld mand og på det klassiske spørgsmål; om han monstro havde en bror, var svaret ”JA”. En blind date blev sat i stand. Vi have en rigtig hyggelig aften. Efter en skøn middag tog vi hjem til ham, hvor vi ud på de små nattetimer endte i noget, der skulle have forestillet et sammenleje. Vi var begge trætte, havde fået for meget at drikke og skulle naturligvis ikke have kastet os udi noget så tåbeligt på den første date. Han var SÅ sød, kan jeg huske, at jeg tænkte. FOR sød!
 

Gik ud af mit gode catsuit
Sagen er, at jeg dengang var et helt andet sted i mit liv. Mit hormonelle niveau var skyhigh og rent ”driftsmæssigt” peakede jeg på det tidspunkt. Jeg ville forføres ikke bare fysisk men også mentalt. Vi taler om alfa hannerne i forreste række. Det var de typer, jeg tændte på. Hold kæft, hvor var jeg dum! Dum, fordi jeg ikke blev og udforskede ham her noget mere.
Så måtte jeg jo lære det på den hårde måde! For kort tid efter fik jeg en kæreste, der kunne mere end indfri mine ønsker. Han forførte mig i den grad. I starten var det naturligvis spændende og meget frækt. Og hvilken kvinde med hendes sunde fornuft i behold siger nej til otte-ti orgasmer dagligt? Men det blev altså for meget og til sidst var jeg ved at gå ud af mit gode catsuit. Når jeg hang der i kæderne med mine lårstøvler, ønskede jeg mig til sidst hen, hvor jeg bare kunne ligge i ske med en halvimpotent mand.
Derfor har jeg i den grad nydt at ligge alene i min seng de sidste tre år, kun forstyrret af min lille kære hund, når den putter tæt ind til mig.
 

Det tog to år
Nåh, tilbage til LinkedIn daten. For to år siden arbejde han i udlandet og var kun hjemme i meget korte perioder. De tre første dates, der blev aftalt, blev alle aflyst, da han blev kaldt tilbage til hasteopgaver. Ind imellem disse aflyste dates hørte jeg intet fra ham. Sidste date skulle have været i januar, så havde ærlig talt glemt alt om ham. Men for et par uger siden poppede en sms op med forslag til en ny date. Han foreslog at han kom og hentede mig og pænt kørte mig hjem igen efter middagen. Min opgave var at finde en restaurant. I princippet havde jeg været villig til anything, bare for en date med ham.
 

Det blev til en fredag og jeg havde i mellemtiden foreslået ham at komme en time før, så vi lige kunne få en drink. Naturligvis blev jeg nød til at tage fri fra job den dag. Naturligvis blev jeg nød til det. Hytten skulle jo shines op! Ikke at der er noget galt i, at ville gøre lidt rent. Der er jo ingen grund til helt at skræmme en date på flugt ved mødet med et halv ton hundehår og ditto nullermænd, som der rigeligt samler sig i løbet af en uge hjemme hos mig. Men der hvor det kammede over, var at jeg også ”lige” pudsede vinduerne (indvendigt og udvendigt) og slog græsset (og vi taler om en enorm stor græsplæne).
 

Det betød åbenbart mere for mig, end jeg selv lige regnede med. Selv min datter var helt euforisk. Hun har efterhånden, sammen med resten af familien, udviklet et større ønske om at jeg finder end mand, end jeg selv har. Hun udtænkte planer for det mest perfekte møde og foreslog at vores lille hund blev gemt ad vejen på hendes værelse, når han kom. Vores lille hund har tendens til at gø de første fem minutter, når der kommer fremmede. Men her satte jeg alligevel grænsen. Hundegøen eller ej, den lille dejlighed af en hund er en del af mit liv, om jeg så skal ende som gammeljomfru.
 

Og det gik godt. Den lille hund sprang bogstavelig talt op i favnen på ham. Han er nemlig selv en hundemand. Snakken flød straks og vi glemte helt tiden og kom alt for sent ud af døren. Restauranten hvor jeg havde bestilt bord, viste sig at have ferielukket! De havde glemt at slå deres elektroniske bookingsystem fra. Så selvom jeg havde fået hele tre mail og sms som bekræftelse og remindere, mødte vi en lukket dør! Vi fandt dog hurtigt en anden restaurant. Aftenen sluttede af med en drink på en nærliggende bar og så blev jeg ellers galant afleveret på afhentningsadressen igen.
 

På vej hjem i bilen sad jeg i spænding og ventede på, hvornår han spurgte om vi skulle mødes igen. Min tålmodighed slap op fem meter før vi nåede min indkørsel. Og det ville han gerne, påstod han - altså mødes igen.
 

Hold nu op hvor er han dejlig! Er næsten sikker på det er HAM, der er nålen i høstakken. Hvorfor pokker så jeg det ikke sidste gang for seks år siden?
 

Kunne naturligvis ikke falde i søvn, og lå bare og ventede på, han sendte en eller anden lille sød sms. Men det gjorde han ikke! Og jeg fik straks katastrofetanker; måske var det i virkeligheden pinligt for ham at svare nej på mit spørgsmål, om vi skulle mødes igen?
Dagen efter besluttede jeg mig for at sende en kort sms. Her takkede jeg for en hyggelig aften, uden vel at mærke at nævne noget om et ny møde. Heldigvis svarede han prompte, at han glædede sig til at se mig igen.
 

Lige nu føler jeg mig helt teenageagtig og giver mig selv lov til at være blondine-naiv.  Er SÅ spændt på, om det fører til mere…
 

Var ærlig talt begyndt at tvivle, men den er god nok; Jeg kan stadig få sommerfugle i maven….

Ingen kommentarer:

Send en kommentar