Havde ikke set det komme og havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det skulle ende sådan med mig. Men meget tyder på, der er stor risiko for, jeg havner i statistikken over kroniske singler. Og så lige mig, der har været indbegrebet af kærestepige siden jeg var tretten år!
Kronisk single
To af mine veninder har i efterhånden flere år været det, jeg vil kalde kroniske singler. De har boet alene i over tyve år og har i lige så lang tid ikke haft et seriøst forhold. Indtil for et par år siden undrede det mig, de ikke gjorde noget ved det. Men nu hvor jeg selv har boet alene i ti år og været single i tre år, må jeg erkende, at jeg er ved at bevæge mig over på deres banehalvdel. Uden dog at være blevet sådan helt fuldblods kronisk single endnu. Ingen af dem er total afvisende overfor en kæreste, hvis han pludselig skulle stå der. Men de har i adskillige år intet gjort og har heller ikke nogen intentioner om at gøre noget aktivt ved det. De er begge velfungerende og på ingen måde handlingslammede blot fordi de er singler og er i bund og grund tilfredse med deres liv.
Den ene er med tiden gået i mere eller mindre intimt hi. Som hun så fint udtrykker det: ”Så orker jeg ikke at se på eller at ordne flere erigerede lem”. Hun vil gerne nærheden og tilliden, men gider ikke længere det erotiske. Den anden vil gerne hyggen, men magter ikke sure underbukser, ekstra oprydning og måltider på bestemte tidspunkter.
Personligt har jeg hverken noget imod erotik eller sure underbusker. Årsagen til min selvvalgte singleperiode har ene og alene været i erkendelse af, der simpelthen ikke var resurser nok til både forhold, børn, pendling mellem to hjem, firma og stabilisering af en skrantende økonomi.
Forrige weekend var jeg til hyggemiddag med disse to veninder samt en tredje, som har været lykkelig gift i tre årtier og vi havde en meget interessant snak om emnet. Vores fælles gifte veninde er et eller andet sted lidt imponeret over, vi tre kvinder virker til at trives som singler. Scenariet at vi sidder en fredag eller lørdag aften og hygger os i vores eget selskab, virker så fjernt for hende. Selv ville hun ikke ane, hvad hun skulle stille op, hvis hun skulle tilbringe en uge alene i sit hus uden mand og barn. Da hun sagde det, tænkte jeg lige det modsatte, nemlig at jeg næsten ikke ville ane, hvad jeg skulle gøre, hvis der pludselig rykkede en mand ind i mit hjem. Lige der, gik det op for mig, hvor meget jeg er kommet til at trives som single. Den er jo helt gal, når jeg nærmest får angst over at forestille mig en mand i huset!
På mange områder har vi tre singler vores giftes venindes forståelse. For hun kunne slet ikke tænke sig en anden mand, end ham hun har. Han er blevet hendes bedste ven og fortrolige. Skulle han af en eller anden grund ikke være der mere, ville hun også vælge at være alene. For hun kunne slet ikke forestille sig, at skulle inddrage en anden mand i hendes eller hendes børns liv. Deres forhold er gået lige efter bogen. De har på den bedst tænkelige måde formået at skabe deres unikke fælles historie. De har udviklet sig sammen og samtidig tilpasset sig hinanden og i alt dette er den tillid og fortrolighed opstået, som kun sker, når to mennesker lever sammen igennem et langt forhold.
Det er netop den symbiose vores veninde lever i, der er så vanskelig at kopier, når vi modne singler møder en ny partner og skal forsøge at navigere i hinandens historier, børn og familier.
Pseudo partner
Hvad er det så vi gør, når det gentagne gange ikke lykkes at få et nyt forhold til at fungere? Nogle fortsætter den evige jagt, drevet af lysten til kærlighed, det intime, økonomisk tryghed eller måske angsten for ensomhed. Andre kapitulerer og tilpasser sig for en stund eller måske for evigt livet som single.
Jeg er i hvert tilfælde en af dem, der har tilpasset mig. Nøjagtig som kvinden, der lever i et voldeligt forhold eller som aberne i Indien, der lever af skrald og er blevet storbyens nye rotter i mangel på deres naturlige habitat, junglen. Det er egentlig helt naturligt, for det er en simpel overlevelsesstrategi.
Når jeg ser mit eget liv efter i sømmene, synes jeg i det store og hele det fungerer upåklageligt. Jeg er ret god til at forkæle og drage omsorg for mig selv. I min hverdag er jeg omgivet af mine dejlige børn, familie og venner og på det sociale område savner jeg intet. De fleste beslutninger træffer jeg selv og skulle der være nogle, jeg har brug for lidt råd og vejledning omkring, så konsulterer jeg bare min bror eller nogle af mine veninder. Alt hvad der har med økonomi at gøre, har jeg stor erfaring i, da jeg alligevel har været den, der har taget mig af den i hele mit voksne liv. På det praktiske område, har jeg efterhånden udviklet mig til noget af en handy-woman og skulle der være opgaver, der overstiger mine egne evner, hyrer jeg en håndværker. Der er heller ikke noget, jeg ikke tør, blot fordi jeg er single, jeg hopper ud i livet, som jeg altid har gjort. Derudover keder jeg mig aldrig, der må for min skyld gerne være tredve timer i døgnet.
Så alt i alt føler jeg at have et godt liv, hvor der er rimelig balance i tingene. De eneste tidspunkter jeg sådan helt bevidst kunne savne en mand, er ved de mere praktiske opgaver. Når jeg f. eks skal have 3x80 liter spagnum ud af bilen eller på lossepladsen med tungt haveaffald.
Derfor er spørgsmålet til en million også: Hvad skulle jeg dog bruge en mand til, når jeg nu er gået hen og blevet min egen pseudo partner?
Men er det i virkeligheden rent placebo at tilpasse sig og blive sin egen pseudo partner? Bilder jeg mig bare ind, det virker? På rigtig mange områder giver det naturligvis mening at kunne tage ansvar for sit eget liv, både hvad angår at kunne drage omsorg for sig selv, have styr på økonomien, kunne træffe beslutninger osv. Men uanset hvor selvstændig jeg bliver og hvor stor selvindsigt jeg får, kan jeg jo aldrig genskabe den følelse det er, når min elskede kysser mig i nakken, får mig til at grine, så jeg tisser i bukserne eller tager mig i sine arme og trøster mig, når jeg er ked.
Flere ton kærlighed går tabt
Jeg tror på kærligheden og det at vi er skabt til at være sammen som par.
Det er helt sørgeligt at tænke på hvor meget kærlighed, der går tabt, når det halve af den danske befolkning efterhånden ender som kroniske singler. For slet ikke at tale om risikoen for den epidemi af ensomhed, som vi vil være i smittefare for. Derudover er der hele det økonomiske aspekt. Det enorme resursespild det er, når halvdelen af alle voksne sidder alene i hver vores bolig, har hver vores bil, betaler hver vores forsikringer og smider flere tons mad ud, da det er vanskeligt at handle fornuftigt ind til en person. Tænk hvor mange kærlighedsferier, der kunne blive råd til, hvis vi bare flyttede sammen som par.
Selvom jeg lige nu er meget tilfreds med mit liv, vil jeg rigtig gerne kærligheden på den lange bane. Men noget kunne tyde på, der er hold i min bekymring om, at varigheden af ens singletid er proportional med risikoen for at forblive kronisk single. Når først den der pseudo partner for alvor bliver forankret i ens tilværelse, bliver det næsten umuligt at finde en, der kan erstatte den.
Så jeg må hellere se at komme ud af starthullerne. Derfor har jeg givet mig selv den udfordring, at finde en mand inden det er for sent, for jeg tror på kærligheden.
Hver fredag køber jeg en buket blomster til mig selv. Af gode grunde har det i den seneste tid været tulipaner. Synes de er smukkest i hvide eller sart rosa. De kommer i en fin gammel vase lige midt på spisebordet, hvor der er frit udsyn fra både køkken og sofaen i stuen. Så går jeg der og nyder dem i løbet af ugen.
Fredag
Da der ikke var tulipaner at få i det lokale supermarked, besluttede jeg mig for at være lidt ødsel og køre til min foretrukne blomsterdame, hvor jeg normalt kun køber blomster, der skal foræres væk. Her måtte jeg konstatere at tulipan sæsonen er slut. Derimod blev mit blik straks fanget af de smukkeste dyb lilla hortensiaer, der stod side om side med alverdens vidunderlige forårsblomster. De halvtreds kroner, jeg egentlig havde budgetteret til ugens buket, blev hurtigt forvandlet til femhundrede og flere poser fyldt med de smukkeste forårsblomster til mine krukker udenfor. Mit første impulskøb i meget lang tid.
Min datter havde allerede meddelt tidligere på ugen, at hun drog til veninde pubcrowl i København og ikke returnerede før søndag. Så havde regnet med en stille og rolig fredag aften i mit eget selskab, garneret med en lækker salat og lidt god vin.
Ved middagstid tikkede imidlertid en sms ind fra min yngste søn ”Jeg kommer hjem i aften”. Synes det er så underskønt, han stadig bruger ordet ”hjem”, når han har været flyttet hjemmefra i to år. Og tænk engang at en ung mand på 22 har lyst til at tilbringe en fredag aften sammen med sin mor, så har jeg et eller andet sted ikke været helt håbløs.
Tunsalaten blev derfor hurtig ændret til røde bøffer, en 400 gr. mandebøf til sønnike og en noget mindre damemodel til mig. Barnet måtte have noget fornuftigt at spise, når han nu kom hjem til mor på en fredag.
Det første han altid gør, er at indtage sin gamle ”kongeplads” i hjørnesofaen, mens hundene springer rundt på ham af ren gensynsglæde. Så får han sådan et saligt blik i øjnene og synker helt ind i sofapuderne og det oser ud af ham, at han nyder at være hjemme. Jamen er det ikke herligt! Vi havde helt udenfor nummer ikke set hinanden i fjorten dage, da jeg havde været ude og rejse, så meget skulle opdateres. Han er en superskøn knægt, velfungerende på alle områder og meget vellidt. Jeg er helt rolig og har for længst klippet navlestrengen, for han skal nok klare sig og få et godt liv.
Senere kom min datters tidligere kæreste forbi for at hente sine ting. Han havde indtil for et par måneder siden boet hos os i halvandet år. Vi fik krammet og sagt pænt farvel. Han takkede ydmygt for alt, jeg havde hjulpet ham med og lært ham og jeg ønskede ham alt det bedste. Sød og meget velopdragen fyr, kommer til at savne ham lidt.
Lørdag
Havde besluttet mig for at weekendens første dag skulle være en ren nydningsdag. Det er et koncept jeg har indført efter ungerne er blevet voksne. En nydningsdag er enten en lørdag eller søndag. Der må ingen sure pligter være og jeg skal gøre lige, hvad jeg har lyst til. Hundene vækkede mig godt nok kl. syv fordi de skulle i haven og ”luftes”. Men jeg drønede tilbage i seng bagefter med en kop te og en ostemad og kastede mig over min nye krimi, som var så spændende, at jeg blev liggende til kl. elleve. Det dejlige vejr skreg på mig, så fandt træningstøjet frem og begav mig ud i solen på min sædvanlige fem kilometers powerwalk rute.
Aftenen stod på venindehygge. Vi er fire veninder, der igennem tolv år fast har mødtes hver anden måned. Vi er alle livsnydere og elsker god mad. Disse aftener indledes altid med en gin og tonic og følges op med en tre retteres gourmetmiddag. Der er gået helt sport i den med de middage, så det er om at være på dupperne, når man er værtinde for sådan en hyggeaften, for ikke at falde i gourmet agtelsen. En skøn tradition, som ofte strækker sig til langt ud på natten, da vi aldrig løber tør for emner, der skal tales om. Den blev da også hen ved halv tre, inden jeg lagde mig tilrette under dynerne.
Søndag
Efter en nydningsdag kommer altid en flittig dag, for der skal jo trods alt katches op på alverdens praktiske ting. Så søndag blev en flittig dag, hvor blandt andet græsslåmaskinen blev vækket af sit vinterhi. Havde helt glemt hvor hårdt det var at slå ca. 700 m2 græs, især når det lige er blevet en anelse for langt og plænen først skulle renses for vinterens nedfalde grene og kogler. Når jeg først kommer sådan rigtigt i gang, glemmer jeg ofte, at jeg er blevet en halvgammel kone i starten af halvtredserne og ikke længere har det samme energiniveau som tidligere. For ti år siden kunne jeg en lørdag snildt både gøre hele huset rent, ordne have og stå klar med en tre retters menu og samtidig se lækker og overskudsagtig ud, når gæsterne trådte ind af døren kl. atten. Men søndag var jeg helt udsplattet, da jeg var færdig med indkøb, tøjvask og græsplæne, så måtte lige justere lidt på de øvrige planer jeg også havde sat mig for skulle gennemføres. Det blev blomsterkrukkerne, der vandt. De stod jo der og ventede på alle de smukke blomster, jeg fredag havde impulskøbt. Selvom klokken blev halv syv, inden jeg var færdig, var de det hele værd. Hold op, hvor blev de krukker flotte. Jeg ordinerede derfor straks et glas køligt hvidvin, som jeg nød mens jeg gik rundt og betragtede det flotte resultat.
Selvom jeg var ør i det meste af kroppen, var det med sådan en god fornemmelse af at have produceret noget godt og smukt. Så kunne nyde resten af aftenen med god samvittighed i dejligt selskab med min datter, der passende legede stilleleg og ikke forlangte så meget efter en oplevelsesrig pubcrowl weekend i Købehavn.
Skøn skøn weekend med det hele og dejligt gensyn med foråret….
Har givet mig selv en udfordring.
Kan ikke helt finde ud af om det er en kombination af min nylige tur sydpå og begyndende forårskuller. Eller om det er savnet af det, ”der lugtede lidt af mand”. Se eventuelt blog fra tidligere i dag om WIN WIN MED UNG MAND PÅ MATRIKLEN.
Anyway jeg udfordrer mig selv og kaster mig hovedkulds udi i noget dating.
Jeg har genaktiveret min profil på et datingsite for foreløbig en måned for den svimlende sum af kr. 149,00. Selvom mit Overjeg er noget skeptisk, har jeg overtalt mig selv til at tage JA hatten på.
Inkluderende
Først og fremmest har jeg rettet min profiltekst til og har i denne omgang forsøgt at være samfundspolitisk korrekt ved at være inkluderende. Med andre ord, har jeg i denne nye edition forsøgt ikke at stille så mange krav til min udkårende. Det er godt nok svært! For et eller andet sted er det vel også ret og rimeligt, at den stakkels mand skal vide, hvem han eventuelt kaster sig ud på date med.
Nåh, men jeg er startet med et ønske til alder på min date. Det er vel i orden, jeg stiller et krav til det, selvom det ret beset kun er et tal? Den er sat til 50- 55, da der ikke må gå for meget morfar i den. Næste step er geografi. Nærområdet +- 40 km vil være mest praktisk, da det spontane ligesom forsvinder, hvis jeg først skal køre til Falster eller Børkop, når jeg pludselig får lyst til at kysse. Så er der punktet omkring børn. Her forsvinder lidt af den politiske inkluderende korrekthed, for jeg orker simpelthen ikke endnu engang mindre børn. Derimod er masser af voksne børn, børnebørn, ekskoner og lignende velkomne, holder rigtig meget af store familier i alle afskygninger.
Så langt så godt. Ønsker til udseende, økonomi, uddannelse og job har jeg helt udeladt. Derimod lægger jeg vægt på, han hviler i sig selv, har begge ben solidt plantet i jorden, kan tage ansvar, give plads i et forhold og har lysten til at tage del i en sammenbragt familie.
Synes selv jeg har været meget dygtig og inkluderende….
Der er også et helt fresh billede på profilen, selvom jeg er noget halvneurotisk, når det drejer sig om billeder af mig selv. Er det absolut mindst fotogene menneske nord for alperne. Har aldrig bildt mig ind at være fotomodel, men det jeg ser i spejlet, og som jeg da er nogenlunde tilfreds med, gengives på ingen måde på et foto. Never mind, jeg har jo JA hatten på, så tog et hurtigt selfie, som da nogenlunde ligner og smed det på profilen.
Går som varmt brød - NOT
Indtil videre ser det umiddelbart ud til at gå som varmt brød. På det første døgn har 229 været inde og kigge på min profil. 29 har ”vist interesse” og 15 har skrevet et brev. Og to har sågar kommenteret på mit billede, at jeg ser smuk ud.
Går man bag om statistikken, ser det dog mindre interessant ud. Halvdelen af alle besøgende er over tres år og firs procent af dem kommer fra Falster, Fyn eller Jylland. Af de 15 breve, var ingen interessante overhovedet. Derimod var der tre ud af de 29 ”interesserede”, jeg returnerede med et ”jeg er også interesseret”. Så måske der er håb forude.
Fortsættelse følger….
Har fundet ud af, der er rigtig mange fordele ved at have en ung mand boende.
Nu er det ikke fordi, jeg er gået hen og blevet en cougar. Gud fri mig vel, det bliver jeg heller aldrig. Fred være med de kvinder, der har det behov. Det er blot udover min fatteevne. Får nemlig helt flash back til en ammesituation, når jeg ser modne kvinder rende rundt efter/med en mand, der er halvt så ung. Kan simpelthen ikke forestille mig, hvad det ville give mig, hverken fysisk eller mentalt, at kæreste med en mand på min søns alder? Nej, giv mig en rigtig mand på min egen alder, der forstår alt mellem linjerne, når jeg siger: ”Gasolin koncert i Frederiksborg Hallen, at vrikke om på træskostøvler eller at kaste op efter for meget Martini”. Eller ved, hvad jeg mener, når jeg nævner, hvor tæt jeg var på en indlæggelse på den lukkede med tre teenagere i huset på én gang. Nåh, det var lige en fodnote.
Nej, det handler om min datters tidligere kæreste. Han kommer og henter sine ting om et par dage. Det var faktisk rigtig hyggeligt og meget mere at have ham boende i halvandet år.
Da de to unge mennesker mødte hinanden for to år siden, var min mellemste netop flyttet hjemmefra. På det tidspunkt havde jeg det sådan: ”YES - now only one to go”. Efter at have været fuldtids enlig mor i, hvad der ind imellem føles som en uendelighed, må jeg indrømme, at selvom jeg elsker mine unger umådelig højt, så glædede jeg over, der nu kun var en tilbage og at hun også snart ville flyve fra reden.
Det ramte lige i hjertekuglen
Inden længe var den nye kæreste fast inventar herhjemme. Han var studerende og boede på et kollegium med så høj en husleje, at han ikke havde råd til mad på trods af fritidsarbejde. Han boede der, fordi han som så mange andre unge var kommet i klemme i en skilsmisse. Hans forældre etablerede hurtigt nye familier med nye fælles børn og vores unge mand her, blev allerede som ganske lille et "overskudsprodukt", der ikke rigtig længere hørte til nogen steder. Udover det provokerede min almene medmenneskelighed, så ramte det plet i min egen personlige hjertekugle. Sagen er, at jeg for år tilbage selv stod i en situation med ny mand og nye børn, og hvor det bedste af alle onder var, for en tid, at sende min ældste søn i familiepleje. Det har været mit livs sværeste valg og jeg har siden gjort alt, hvad der har stået i min magt for at "rette op" på det. Men det er og bliver en stor sorg, som jeg aldrig kommer mig helt over, men jeg har lært at leve med det. Måske jeg fortæller om det en dag....
Hvorom alting er, kunne jeg ikke holde ud at være tilskuer til en lignende historie og derfor var valget meget nemt. Da min datter også syntes om ideen, tilbød jeg hendes kæreste at flytte ind.
Dealen var, at han boede og spiste her gratis, fik vasket sit tøj og lånte min bil. Modydelserne var, at han slog græs, gik lidt til hånde, kørte på lossepladsen og ind imellem kørte mig til fester, i lufthavn mm.
Det var total Kinderæg
Det blev fornøjelige halvandet år. De unge mennesker elskede at have huset for sig selv, så jeg turnerede i mange weekender hos mine veninder uden at skulle tænke på hundepasning og blomstervanding. Derudover kastede de unge mennesker sig udi alskens madlavning, så halvdelen af tiden kom jeg hjem til skøn og veltilberedt mad og glemte næsten for en stund den daglige og irriterende kø i supermarkedet. Græsslåmaskinen og lossepladsen fik heller ikke set meget til mig i den periode.
Det var total Kinderæg - vi var alle tre glade. Min datter var glad, fordi hun blev feteret i alle ender og kanter. Og fordi hun ikke hver lørdag og søndag lå underdrejet af tømmermænd efter weekendens veninde pubcrowls og derfor var ekstra frisk til alle sine lektier. Hendes kæreste var glad, fordi han var forelsket til op over begge ører og nød at være en del af en "rigtig" familie. Jeg var glad, fordi min datter var glad og fordi jeg nød at kunne "udlicitere" en masse ting, der gav mig større frihed.
Og ekstra bonus var, at det havde en helt healende effekt på mig at se min datters kæreste blomstre, fordi han for første gang følte sig respekteret, værdsat og betydningsfuld. Han var noget forsømt sådan rent mentalt hygiejnisk. De eneste, der havde taget sig godt af ham, var hans bedsteforældre. Jeg satte ham ind i privatøkonomiens verden og lærte ham at lægge budget og udfylde forskudsopgørelse. Han fik hjælp til lektier og gode råd omkring sine iværksætterdrømme og videre uddannelse. Vi havde i det hele taget mange gode snakke om livet og meget mere.
Og sidst men ikke mindst gav det en god dynamik at have ham i huset. Han var skide sjov og tog så meget fis på både min datter og jeg. Det var helt befriende.
Denne lille tidslomme er nu historie
Han var blot for en tid min datters kærlighed.
Min datter har atter genoptaget sine veninde pubcrowls og har fast bopæl i København i weekenden. Jeg nipper til sure citronvand, når jeg er i byen, da jeg nu skal hjem til huset og hundene. Men ALT er som det skal være. Min datter er glad. Hun nyder at være fri som fuglen, for hun skal på opdagelse i verden og i livet. Derudover har jeg nu, med en mund mindre at mætte, overskud på husholdningskontoen hver måned og får helt sikkert også penge tilbage i både varme, vand og el.
Men det var en god tid, han var en sød fyr og han mindede mig også om, hvor hyggeligt og dejligt det er at have noget, der lugter lidt af mand, i huset....
For ti dage siden forlod jeg i bidende kulde og med sne-rester på støvlesnuderne dansk grund for at drage sydpå. Sammen med, hvad der mindede om, det halve solhungrende Skandinavien indtog jeg den skønne sydhavsø helt dernede tæt på Afrikas vestkyst. Jeg borede straks tæerne ned i det varme hvide strandsand, drak kølige drinks, festede og nød til den store guldmedalje. Det var fantastisk og det var velfortjent og i forgårs returnerede jeg lækker solbrun, gennemhygget, veludhvilet og med et nok lidt for højt levertal efter alle de cocktails.
Alligevel kan intet måle sig med en dansk forårsdag.
Som inkarneret B-menneske havde jeg meget svært ved at komme ud af sengen i morges. Noget mere søvndrukken end ellers, da jeg dårlig var kommet mig over det chok det altid er, at vende tilbage til virkeligheden. Fra at havet leget festglad singlekvinde uden faste sove eller stå-op tider i en hel uge, skulle min krop og ikke mindst mit hoved lige omstille sig til mor-rollen og businesskvinden, hvor egentid og elleve timers reglen er en by i Rusland.
Mens jeg står der i bedste zombie mode og tænder for elkedlen for at få min første og livsvigtige kop espresso, falder morgensolens stråler ind ad køkkenvinduet og strejfer varmt og kærligt min kind. Lige der og endda før min kaffe er færdig ved jeg, at det er den smukkeste morgen i hundrede år….
Tænk engang hvor er jeg dog heldig at bo sådant et pragtfuldt sted, hvor der lige udenfor mit køkkenvindue udspiller sig den smukkeste film med morgensol, natur og blå himmel.
Mine små hundbasser vimser om benene på mig. De sender mig kærlige blikke og jeg bilder mig ind, de smiler og er så glade fordi jeg atter er hjemme, for de har savnet deres mor. Et par minutter senere står jeg som sædvanlig med min espresso og morgensmøg ude i haven, mens hundene leger og ”morgenluftes”. Tænk engang hvor er jeg dog heldig at kunne starte dagen med at nyde en forårssprudlende have fuld af fuglekvidder.
På vej til badeværelset ”løber” jeg ind i min smukke datter, som er på vej ud af døren. Her til morgen ligner hun en hel gudinde. Hun skal op til en vigtig prøve og er tidligere på vej end ellers. Vi krammer og jeg ønsker hende held og lykke. Tænk engang hvor er jeg dog heldig at have sådan en pragtfuld datter. Jeg bliver helt varm indeni, når jeg tænker på, hvilken voksen, kærlig, ansvarsfuld og modig kvinde hun er ved at blive til. Tænk engang, hende har jeg været med til at forme og tænk engang hun er den sidste af tre, som snart flyver fra reden. Så kan man altså ikke ønske sig mere som mor.
Efter morgenbadet opdager jeg, at jeg for en sjælden gangs skyld er i god tid. Selvom klokken er 8.40 bevilger jeg mig selv en ekstra kop espresso og morgensmøg. For tænk engang jeg er så heldig kun at have fem minutter til job og tænk engang jeg er oven i købet min egen bos, så jeg kan helt selv bestemme, hvornår jeg vil møde.
Tænk engang hvor er jeg privilegeret.
Det var uden sidestykke den smukkeste morgen i hundrede år….
