Kronisk single
To af mine veninder har i efterhånden flere år været det, jeg vil kalde kroniske singler. De har boet alene i over tyve år og har i lige så lang tid ikke haft et seriøst forhold. Indtil for et par år siden undrede det mig, de ikke gjorde noget ved det. Men nu hvor jeg selv har boet alene i ti år og været single i tre år, må jeg erkende, at jeg er ved at bevæge mig over på deres banehalvdel. Uden dog at være blevet sådan helt fuldblods kronisk single endnu. Ingen af dem er total afvisende overfor en kæreste, hvis han pludselig skulle stå der. Men de har i adskillige år intet gjort og har heller ikke nogen intentioner om at gøre noget aktivt ved det. De er begge velfungerende og på ingen måde handlingslammede blot fordi de er singler og er i bund og grund tilfredse med deres liv.
Den ene er med tiden gået i mere eller mindre intimt hi. Som hun så fint udtrykker det: ”Så orker jeg ikke at se på eller at ordne flere erigerede lem”. Hun vil gerne nærheden og tilliden, men gider ikke længere det erotiske. Den anden vil gerne hyggen, men magter ikke sure underbukser, ekstra oprydning og måltider på bestemte tidspunkter.
Personligt har jeg hverken noget imod erotik eller sure underbusker. Årsagen til min selvvalgte singleperiode har ene og alene været i erkendelse af, der simpelthen ikke var resurser nok til både forhold, børn, pendling mellem to hjem, firma og stabilisering af en skrantende økonomi.
Forrige weekend var jeg til hyggemiddag med disse to veninder samt en tredje, som har været lykkelig gift i tre årtier og vi havde en meget interessant snak om emnet. Vores fælles gifte veninde er et eller andet sted lidt imponeret over, vi tre kvinder virker til at trives som singler. Scenariet at vi sidder en fredag eller lørdag aften og hygger os i vores eget selskab, virker så fjernt for hende. Selv ville hun ikke ane, hvad hun skulle stille op, hvis hun skulle tilbringe en uge alene i sit hus uden mand og barn. Da hun sagde det, tænkte jeg lige det modsatte, nemlig at jeg næsten ikke ville ane, hvad jeg skulle gøre, hvis der pludselig rykkede en mand ind i mit hjem. Lige der, gik det op for mig, hvor meget jeg er kommet til at trives som single. Den er jo helt gal, når jeg nærmest får angst over at forestille mig en mand i huset!
På mange områder har vi tre singler vores giftes venindes forståelse. For hun kunne slet ikke tænke sig en anden mand, end ham hun har. Han er blevet hendes bedste ven og fortrolige. Skulle han af en eller anden grund ikke være der mere, ville hun også vælge at være alene. For hun kunne slet ikke forestille sig, at skulle inddrage en anden mand i hendes eller hendes børns liv. Deres forhold er gået lige efter bogen. De har på den bedst tænkelige måde formået at skabe deres unikke fælles historie. De har udviklet sig sammen og samtidig tilpasset sig hinanden og i alt dette er den tillid og fortrolighed opstået, som kun sker, når to mennesker lever sammen igennem et langt forhold.
Det er netop den symbiose vores veninde lever i, der er så vanskelig at kopier, når vi modne singler møder en ny partner og skal forsøge at navigere i hinandens historier, børn og familier.
Pseudo partner
Hvad er det så vi gør, når det gentagne gange ikke lykkes at få et nyt forhold til at fungere? Nogle fortsætter den evige jagt, drevet af lysten til kærlighed, det intime, økonomisk tryghed eller måske angsten for ensomhed. Andre kapitulerer og tilpasser sig for en stund eller måske for evigt livet som single.
Jeg er i hvert tilfælde en af dem, der har tilpasset mig. Nøjagtig som kvinden, der lever i et voldeligt forhold eller som aberne i Indien, der lever af skrald og er blevet storbyens nye rotter i mangel på deres naturlige habitat, junglen. Det er egentlig helt naturligt, for det er en simpel overlevelsesstrategi.
Når jeg ser mit eget liv efter i sømmene, synes jeg i det store og hele det fungerer upåklageligt. Jeg er ret god til at forkæle og drage omsorg for mig selv. I min hverdag er jeg omgivet af mine dejlige børn, familie og venner og på det sociale område savner jeg intet. De fleste beslutninger træffer jeg selv og skulle der være nogle, jeg har brug for lidt råd og vejledning omkring, så konsulterer jeg bare min bror eller nogle af mine veninder. Alt hvad der har med økonomi at gøre, har jeg stor erfaring i, da jeg alligevel har været den, der har taget mig af den i hele mit voksne liv. På det praktiske område, har jeg efterhånden udviklet mig til noget af en handy-woman og skulle der være opgaver, der overstiger mine egne evner, hyrer jeg en håndværker. Der er heller ikke noget, jeg ikke tør, blot fordi jeg er single, jeg hopper ud i livet, som jeg altid har gjort. Derudover keder jeg mig aldrig, der må for min skyld gerne være tredve timer i døgnet.
Så alt i alt føler jeg at have et godt liv, hvor der er rimelig balance i tingene. De eneste tidspunkter jeg sådan helt bevidst kunne savne en mand, er ved de mere praktiske opgaver. Når jeg f. eks skal have 3x80 liter spagnum ud af bilen eller på lossepladsen med tungt haveaffald.
Derfor er spørgsmålet til en million også: Hvad skulle jeg dog bruge en mand til, når jeg nu er gået hen og blevet min egen pseudo partner?
Men er det i virkeligheden rent placebo at tilpasse sig og blive sin egen pseudo partner? Bilder jeg mig bare ind, det virker? På rigtig mange områder giver det naturligvis mening at kunne tage ansvar for sit eget liv, både hvad angår at kunne drage omsorg for sig selv, have styr på økonomien, kunne træffe beslutninger osv. Men uanset hvor selvstændig jeg bliver og hvor stor selvindsigt jeg får, kan jeg jo aldrig genskabe den følelse det er, når min elskede kysser mig i nakken, får mig til at grine, så jeg tisser i bukserne eller tager mig i sine arme og trøster mig, når jeg er ked.
Flere ton kærlighed går tabt
Jeg tror på kærligheden og det at vi er skabt til at være sammen som par.
Det er helt sørgeligt at tænke på hvor meget kærlighed, der går tabt, når det halve af den danske befolkning efterhånden ender som kroniske singler. For slet ikke at tale om risikoen for den epidemi af ensomhed, som vi vil være i smittefare for. Derudover er der hele det økonomiske aspekt. Det enorme resursespild det er, når halvdelen af alle voksne sidder alene i hver vores bolig, har hver vores bil, betaler hver vores forsikringer og smider flere tons mad ud, da det er vanskeligt at handle fornuftigt ind til en person. Tænk hvor mange kærlighedsferier, der kunne blive råd til, hvis vi bare flyttede sammen som par.
Selvom jeg lige nu er meget tilfreds med mit liv, vil jeg rigtig gerne kærligheden på den lange bane. Men noget kunne tyde på, der er hold i min bekymring om, at varigheden af ens singletid er proportional med risikoen for at forblive kronisk single. Når først den der pseudo partner for alvor bliver forankret i ens tilværelse, bliver det næsten umuligt at finde en, der kan erstatte den.
Så jeg må hellere se at komme ud af starthullerne. Derfor har jeg givet mig selv den udfordring, at finde en mand inden det er for sent, for jeg tror på kærligheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar