Er kærlighed på standby, blot fordi du er single?

I weekenden var jeg til en dejlig fest med skønne mennesker, jeg ikke havde set i hundrede år.
 
Det var en fantastisk aften. Og det tog ikke mange øjeblikke, førend vi var kastet tilbage i tidslommen fra dengang og alle vores fælles minder blev genfortalt garneret med grin og skålen. En rum tid blev naturligvis også brugt på at opdatere på alle de ting, der var sket i hinandens liv i løbet af disse mange år.

Standard spørgsmålet
De skønne mennesker jeg refererer til, er alle etablerede par, der lige snart eller for længst har fejret sølvbryllup. Som eneste single i selskabet kom det derfor ikke bag på mig at få standard spørgsmålet ”Nåh, har du snart fået fundet dig en kæreste?”. Jeg er så vant til det spørgsmål og griber det efterhånden blot som en indledende måde at starte en samtale på. Som aftenen skred frem og promillen steg, blev det samme spørgsmål omformuleret til en undren: ”Jeg kan simpelthen ikke forstå at sådan en dejlig kvinde som dig, ikke har en kæreste”. Den undren er jeg ligeledes vant til. Jeg kunne vælge at føle mig ramt og gætte på, hvad der mon ligger bag den undren, som f.eks. ”der må da være et eller andet galt med hende, siden hun ikke har en kæreste”. Men det gør jeg ikke. Jeg vælger at se det som en anerkendelse, for jeg ved, at jeg er en hamrende god kæreste. Endnu senere på aftenen bød en af kvinderne mig op til dans og efterfølgende sagde hun: ”Jeg elsker dig og har savnet dig så meget. Hvis jeg havde været en mand, ville jeg være stolt over, at du var min kvinde”. Se, det er kærlighed for fuld udblæsning. En større kærlighedserklæring, kan man da næsten ikke få.

Så nej, kærligheden er IKKE på standby, blot fordi du er single. Den er der hele tiden, hvis du altså bare gør dig umage med at få øje på den.

Kærligheden er der hele tiden
Det kan måske lyde lidt selvmodsigende, når jeg nu på tredje år er selvvalgt single og ”ikke skal have en kæreste lige nu”. Men jeg er altså ikke gået hen og blevet en halvgammel desillusioneret kone. Jeg vil rigtig gerne have en mand at dele livet med og står han der lige pludselig, slår jeg til hurtigere end du kan blinke. Lige nu har jeg blot taget et bevidst valg om at opprioritere andre områder i mit liv.

Og alligevel har jeg masser af kærlighed i mit liv, for kærligheden har så uendelig mange forklædninger. For mig er det kærlighed og følelsen af at være elsket, når en veninde ringer og siger ”jeg har tænkt sådan på dig, hvordan har du det og skal vi snart ses? Jeg savner dig sådan”. Og jeg giver kærlighed, når jeg gør det modsatte og ringer til en, der dagligt er i mit hjerte. Mine unger overøser jeg dagligt med så meget kærlighed, at de er lige ved at kvæles. Omvendt springes mit hjerte næsten af glæde, når mine unger på alle tænkelige måder viser de elsker, støtter og tilgiver mig. Næstekærlighed og den glæde det giver mig at gøre en forskel for andre, er også en måde, hvorpå jeg fylder mit kærlighedsbarometer op. Sidst men ikke mindst er der kærligheden til mig selv. Jeg tænker ikke på modellen, hvor jeg sidder og piller navle og er verdens centrum. Men modellen, hvor jeg drager omsorg for, forkæler og tilgiver mig selv. Og ind imellem også giver mig selv et kærligt spark, når det er tiltrængt.

Så endnu engang: Sæt IKKE kærligheden på standby, blot fordi du er single. Få øje på den i alle dens forklædninger og lad den blive en del af din dagligdag...

STOLT CURLING MOR

Jeg har curlet alle mine tre børn så meget, at de ligefrem selv fik helt kvalme af det. Egentlig underligt, da jeg er en kvinde, der hverken udelukkende lever for eller igennem mine børn. Men de er den største gave, jeg nogensinde har fået og så længe de er og har været til låns, har de været mit absolut største ansvar at forvalte. Jeg elsker dem alle umådelig højt og ubetinget og de er en stor del af mit liv.

Der er forskellige gradbøjninger af fænomenet curling og jeg har ikke været den mor, der har smidt sig overgivende på ryggen og sagt: ”Brug og udnyt mig”. Men der hersker ingen tvivl om, at jeg har fikset, fejet, skaffet og forsvaret alle poderne ud over det rimelige og tilsidesat mig selv i det uendelige. Det har været et bevidst valg, for der er en helt særlig grund.  

Selv er jeg aldrig blevet curlet. Til gengæld var jeg dagligt omgivet af tre personer, som elskede mig helt op til stjernerne. Min far, farmor og farfar. De mest fantastiske mennesker jeg har kendt og som jeg er overbevist om, gjorde forskellen i mit liv. De er alle dagligt i mit hjerte, selvom det efterhånden er tredive år siden, de alle tre fløj til himmels. Det må afgjort være der de er, selvom min farfar nok får lidt skæld ud ind imellem af Vor Herre for at drikke for mange øller.

Summen af alle kasketter

Mine børn har også både fædre og bedsteforældre, men af forskellige årsager har de alle trukket en badebillet og været stort set fraværende i deres liv. For min ældste søns vedkommende er der en naturlig forklaring, da hans fædrene ophav er udenfor pædagogisk rækkevide. Derimod er mine yngste børns far et sødt og venligt menneske, veluddannet, vidende, veltjenende og bor på villavejen lige ved siden af. Deres bedsteforældre har alle stadige arme og ben, forstanden i behold, bil, telefon og computer og har derfor alle muligheder for at komme i kontakt med deres børnebørn. Vi kan alle være i stue sammen og oven i købet hygge os og vores hjem har altid været åbent for dem alle. Alligevel har de alle glimret med deres fravær. Det har været svært at forstå for mine børn og et emne, der har fyldt meget i deres bevidsthed.

Derfor var valget ganske enkelt. Jeg tog alle de manglende kasketter på og drog omsorg for, lyttede, fiksede, fejede, skaffede og forsvarede i håbet om, at summen af det hele ville blive til en altoverskyggende følelse af ubetinget kærlighed, som ethvert barn fortjener.

Det har været vanvittig hårdt og jeg har fejlet masser af gange undervejs, men siden tilgivet mig selv. Mine tre unger har alle ind imellem været billigt til salg, for jeg er kun et menneske. Men jeg har aldrig vaklet i denne mission, som ser ud til at lykkes.

De har ikke taget skade

Måske har kontrasten i deres liv været årsagen til, at de har lært at sætte pris på al den curling, for de er ikke blevet til ulidelige, uselvstændige og selvcentrede mennesker. Op til flere gange har deres venners forældre misundelsesværdigt givet udtryk for, hvilke skønne, velopdragne og modne mennesker de er.

De to ældste har allerede klippet navlestrengen og er på vej i deres egne liv. Den ene med lidt bump, den anden med stor succes.

Alle tre er opdraget med, at alt mit er deres og huset har altid bugnet af mad og lækkerier. Alligevel spørger de altid pænt om lov til at tage noget i køleskabet, meget pudsigt, for det har jeg aldrig lært dem. Og de nærmest bukker og nejer, når jeg insisterer på at sponsorere det, de ikke selv har råd til, men som jeg vurderer, er vigtigt for dem.

Velfortjent orlov

Inden længe glæder jeg mig til, efter at have haft hjemmeboende børn i snart tredive år, at slippe den sidste fri. Min lille prinsesse slår snart vingerne ud og skal på oplevelse i verden. Hun skal slå sine første vingeslag som frivillig nødhjælpsarbejder på et børnehjem langt langt væk fra mors trygge favn. Jeg fik tårer i øjnene, da hun fortalte mig det, sikke et fint menneske hun er blevet.

Men inden da, skulle hun her til aften lige curles lidt endnu. Hun stod der så fin og lækker på vej til København på date. Det øsede ned og selvfølgelig tilsidesatte jeg min ellers planlagte egen hyggeaften med god mad og vin for at køre hende på vej i tørvejr.

Dette skriv er dedikeret til alle dejlige fædre, bedsteforældre og curlingmødre…

Hvornår er det egentlig Valentinsdags?

Man skal være ualmindelig døv og blind eller befinde sig offline på en øde ø for ikke at vide det er Valentinsdag i dag.

Sådan en halvgammel supersingle pige som jeg (der bare ikke skal have en kæreste lige nu) går i sagens natur helt i forsvarsposition og påstår det er noget kommercielt pladder. Men skal vi helt ind i sindet, vil jeg lyve, hvis jeg påstår at jeg ikke inderst inde ville ønske, at en eller anden ukendt tilbeder sendte mig en lille rose eller hjerte.

På Facebook fik jeg helt ufrivilligt for fem minutter siden smidt en video lige i hovedet, der viste et halv ton strøede rosenblade, der viste vej op i et soveværelse fyldt med alskens Valentinsk merchandise. Det fik uundværligt mine hvide tulipaner, som jeg købte til mig selv i går, til at blegne. Og jeg skyndte mig straks at logge ud.

Men så kom jeg i tanke om en lille historie. 

Før den valentinske æra

For ti år siden, hvor det kun var de hippe og trendy, der havde kendskab til mærkedagen 14. februar, orkestrerede min daværende kæreste det mest romantiske og valentinske stykke. Det var godt nok i august måned, men lad nu det ligge.

Hele ugen havde jeg været på messe og mine børn var derfor parkeret hos deres far. Planen var ganske enkelt at jeg bare skulle hjem, smække benene op og så i seng. Sidst på dagen sendte min kæreste derimod en sms, hvor han skrev han ville sørge for lidt godt at spise hjemme hos mig. Han bad mig give besked, når jeg var på vej. Da jeg parkerede i indkørslen og åbnede bildøren, var jeg lige ved at træde ned på en rose. Da der lå yderligere en rose en halv meter derfra, tænkte jeg; nåh, der er nogen der har tabt dem, det er da godt nok underligt, de ligger lige der. Femøren faldt først da jeg åbnede havelågen og så, der lå roser hele vejen hen til hoveddøren, som stod åben. Ud lød tonerne fra ELO’s ”Hold on tight”. Rosenstien fortsatte hele vejen ind i stuen hen til sofabordet, hvor der stod to champagneglas. Og da jeg vendte mig om, stod min vidunderligere kæreste, som gud havde skabt ham, kun dækket af et sort kokkeforklæde med en fin serviet over armen og en flaske champagne i hånden. What a welcome. Med et stort smækkys og lidt i glassene meddelte han, at jeg bare skulle læne mig tilbage og nyde resten af aftenen. Efter en fuldstændig fantastisk middag bad han mig gå ud og tage et dejligt bad, mens han ryddede køkkenet. Efter badet gik jeg ind i soveværelset efter noget tøj. Her trådte jeg ind i det smukkeste skær fra et hav af fyrfadslys og dejlige toner fra dæmpet musik og på natbordet stod atter et par champagneglas. Igen stod min kæreste klar og nu skulle jeg have den lækreste oliemassage. Jeg måtte undervejs knibe mig selv i armen flere gange, men den var god nok, det skete virkeligt. Og naturligvis måtte jeg efter massagen flå det der sorte kokkeforklæde af ham…

Efterfølgende friede han. Men vi blev aldrig gift, selvom han til dato har været mit livs kærlighed.

Og sådan endte det med at Valentinsdag alligevel bragte et smil på mine læber…

ER DATING SPILD AF TID

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke står med blafrende æggestokke og skal ud og finde den eneste ene. Sådan som Datingkulturen har udviklet sig, ville jeg være nervøs for at nå overgangsalderen, inden det ville lykkes at finde et muligt emne.

Heldigvis har jeg har fået mine børn, prøvet et romantisk kirkebryllup og levet i et par papirløse forhold, selvom de ikke holdt i længden. I have been there done that.

Var jeg single i dag og i den fødedygtige alder, ville jeg konvertere til regnbuefamilie - udmærket koncept.

Helt uoverskueligt  
Det digitale datingsupermarked har så omfattende en vareliste, at det efterhånden tager flere dage bare at få et overblik over, hvad der mon passer til en. Og sikke nogle navne de finder på. ”Partner med Niveau” får mig til at tænke på mennesker, der føler sig hævet over andre. Det er slet ikke noget for mig, min mand skal være helt nede på jorden. Så er der ”Elitedaters”, bare ordet gør mig stresset. Forestiller mig mænd, der arbejder 60 timer om ugen og lige presser tre aftner med styrketræning ind, så de er fit og kan fuldføre et par Ironman om året. Og det nye Tinder, det er vist noget med man schroller igennem billeder, nærmest lidt som at gennemgå et forbryderalbum.

Der må jo være ualmindelig mange penge i skridtet, for uanset hvornår jeg går på nettet, får jeg klasket forslag til datingsites lige i hoved. Ikke engang i bilen kan jeg være i fred, datingreklamer ryger ud af æteren fra stort set samtlige radiokanaler. Lige pt. er der den mest usmagelige reklame for sitet ”Victoria Milan”. Jeg er lige ved at køre galt af bar ophidselse, når jeg hører den. Tænk engang at bygge sit forretningsgrundlag baseret på mennesker, der bevidst er hinanden utro. Jeg er ellers hverken snerpet eller bonert og ved da også, at igennem et langt ægteskab kan enkelte finker falde af panden. Men ligefrem at dyrke det, giver mig lyst til at skælde ud.

Kræsen versus Kræsen
Selvom jeg er inde i en selvvalgt singleperiode, kan man jo godt orientere sig om, hvad der findes på markedet. Jeg har stadig en profil på en datingsite, om end den er inaktiv det meste af tiden. Fra tid til anden går jeg ind og betaler for en måneds abonnement, for at se om der er blevet kortere mellem ”snapsene” siden sidst. Sitet reklamerer med en match funktion, som konstant genererer fem helt oplagte emner, der matcher en selv. Ideen er sådan set god nok, men hvordan pokker skal jeg forholde mig til fem mande-ikoner uden profil tekst?

Selv vil jeg mene, at have gjort mig umagen med min egen profiltekst, som beskriver mig som menneske og hvilke forestillinger jeg har for fremtiden. Derudover har jeg været helt skarp i mælet, hvad angår ønsker til geografi (Nordsjælland) samt alder (48-55). Alligevel dukker der gentagne gange breve op fra Ejnar på 69 fra Hirtshals, som mægtig gerne vil lære en sød pige som mig at kende. Eller Brian på 28 fra Brøndby, som har rigtig meget lyst til at give mig en vaginal massage – helt gratis selvfølgelig. Hvad er det lige, de ikke forstår?

Retfærdigvis skal dog siges, at også mange søde mænd, har gjort sig den ulejlighed at læse min profil. Men enten er jeg en total kommunikations-spasser eller også forstår de ikke budskabet. Uden den store doktorgrad er det indlysende, at både de og jeg er bedre tjent med, at de finder sig en anden sød kæreste. De mænd jeg så synes kunne virker bare en my interessante, er kun interesserede i ikke ryger kvinder under 40 år, 50 kg og som minimum løber fem maraton om året - arghhh. Hvad sker der lige? Troede kun det var os kvinder, der havde ret til at være kræsne.

Det er meget nemmere at finde sex
Har for år tilbage været hardcore dating kvinde, når det galt erotik. Via et mere ulødigt site var det så nemt som amen i kirken at finde de mest vidunderlige mænd, som blev mine elskere, da det i en periode passede bedst ind i mit liv. Og vi taler ikke om halvgamle, svedige og savlende mænd, men de lækreste single Adonismænd, der også kunne få ord ud af munden og byde på middag. I al beskedenhed så kan 50 Shades of Grey godt go home….

Men når det kom til netdating efter kærester, har succesraten nærmest været i promille størrelsen. Hold op, hvor har jeg datet mange. Men det er kun lykkedes at finde en. Alle andre kærester har jeg mødt helt tilfældigt ude i virkeligheden, når jeg mindst ventede det.

Problemet er naturligvis bare, at det ikke holdt i længden, men det er en helt anden historie.

Ladyshaver på pause
Personligt er min datingkvote meget tæt på at være opbrugt, jeg orker det simpelthen ikke mere. Jeg vil meget hellere lade hårene på benene gro og nyde fredagen hjemme i sofaen med et godt glas vin og hygge med veninderne over en god middag om lørdagen.

Det der med de lange hår på benene er et eller andet sted lidt sørgeligt og kan jo ikke blive ved i længden. Når jeg igen er klar til Mr. Right må jeg finde på noget. Har hørt at single-mingle til alle mulige former for events skulle være det nye.

Måske fortsættelse følger…

Når kærligheden er bad timing

For to år siden sendte han en mail og ønskede mig tillykke med den runde dag. Det samme, gjorde jeg så fornylig. Og nu sidder jeg så og læser hans svar. Hans velkendte og skønne retorik får mig til at smile og hans brug af mit gamle kælenavn gør mig varm indeni. Jeg bliver mindet om, at jeg valgte vores kærlighed fra for tre år siden.


Hvornår er det ideelt at møde kærligheden

Og kan man sådan ligefrem tillade sig at vælge fra eller til alt efter om det passer ind i kalenderen? Det er lidt i samme kategori som at spørge om, hvornår er det ideelt at få børn. Skal selvrealisering, uddannelse, villa, Volvo og vovse være på plads inden vi kaster os udi reproduktionen? Til begge spørgsmål er mit umiddelbare svar NEJ. Vi skal gribe begge disse to vidundere, når de bliver serveret for os på et sølvfad.

Selv er jeg blevet begavet med tre børn, hvoraf kun det ene kom ”belejligt”. Kærligheden har jeg ligeledes været storforbruger af i alle mulige og umulige situationer. Begge disse vidundere har bragt mig både helt op til stjernerne og ned i de dybeste sorte huller, men de har gjort mit liv meningsfuldt og til et rigere menneske.

Naturligvis er der mange andre sandheder. Men jeg bekymrer mig om den udvikling, hvor vi efterhånden designer og forudbestemmer vores liv helt ned til mindste detalje. Hvor bliver kreativiteten, rummeligheden og spontaniteten af i sådan et samfund? Og hvad sker der med evnen til at omstille sig og handle knubs, når livet ikke lige indretter sig efter alt det, vi havde forudbestemt? Er det mon en del af forklaringen på, at flere og flere lider af angst og depression?

Selvfølgelig kan der være indlysende årsager til, at en kvinde vælger et barn fra, fordi det i sig selv er bad timing. Det samme gælder, når kærligheden viser sig på det forkerte tidspunkt.

Smertefuldt fravalg

Det var ikke med min bedste vilje, at jeg valgte kærligheden fra for tre år siden, det var meget smertefuldt. Og så var det ovenikøbet den slags kærlighed, jeg kun har mødt to gange tidligere. Jeg var vild med de fleste af hans særheder. Hans tårnhøje intellekt udfordrede dagligt min indre blondine og han kunne få mig til at grine så tårerne trillede. Vi arbejdede godt sammen som team og så elskede han mig helt op til himlen. Ham ville jeg kunne bo med på en øde ø og aldrig komme til at kede mig. Men jeg er jo meget mere end mig. Jeg er jo også mine børn, min familie og mine veninder og dem var der altså ikke plads til på den ø. Måske ville der blive plads, når børnene blev voksne og de alle sammen kunne sejle ud og besøge os i ny og næ. Lige det, blev vores udfordring og mit helt store dilemma. Jeg elskede ham virkelig, men jeg elskede mine børn, familie og veninder mere.

Forbandede skeletter

Han kunne mægtig godt lide både min familie, børn og veninder, så det var ikke der, den lå begravet. Jeg vil i øvrigt heller aldrig kræve, at en ny mand skal elske mine børn og mine på min måde. Men han var vokset op med, at alle i familien og den øvrige omgangskreds i det daglige passede hvert sit og kendte ikke til den nærhed, som er så vigtigt i mit liv.  

Og er der noget, der er vanskeligt og en svær balancekunst, så er det at komme ind fra sidelinjen i en ny familie og i særdeleshed, hvis man tillader sig at italesætte nogle af de skeletter, der rumsterer rundt. Og der rumsterer skeletter i alle familier. Det fedeste er altså bare, når man er venner med de der skeletter. Det blev da også kun en delvis succes. Hans mor og jeg viste sig at være meget ens og der var omgående kemi, hun kunne i særdeleshed godt lide min åbenhed. I den store og brede familie var jeg et hit, men jeg fik trådt han søster gevaldigt over tæerne. Ikke at det betød noget for vores forhold, jeg kom bare lige i tanker om det.

Elsker mine børn mere

Han elskede mig virkelig med hud og hår og til sidst forstod hans intellekt, hvad den der nærhed med mine børn og mine betød for mig. Han var villig til parterapi for at forstå det endnu bedre og redde situationen. Men her var løbet allerede kørt for mig. Jeg havde i den grad, for at bevise min kærlighed overfor ham, svigtet mine to teenagere så meget, og ovenikøbet i en tid, hvor de virkelig havde brug for mig. Så for mig var der ingen vej tilbage, jeg måtte rydde op i det rod, jeg havde lavet.

I en helt anden tid havde vores kærlighed kunnet flytte bjerge.

Nu er der ryddet op hos mine kære og jeg svigter dem aldrig igen, selvom jeg skal vælge kærligheden fra.

Livet er finurligt…

Hjælp jeg er blevet til en Super-Single-Kvinde

Kender du hende kvindemennesket, der er blevet så selvkørende, at hun ikke længere har brug for en mand i dagligdagen? Hende der alligevel momentant går på dating-jagt med en total urealistisk checkliste? En checkliste der kun matcher et hankønsvæsen fra fantasiens verden. Og hende der alligevel ind imellem går på kompromis, men ender med mentalt at kastrere det stakkels mandfolk, når den første forelskelse har lagt sig?

Sådan en Super-Single-Kvinde kender jeg! Hun sidder nemlig lige her bag skærmen.

Hun kom snigende
Det er ikke fordi jeg bevidst satte mig ned for snart 30 år siden og besluttede mig for at blive til en sådan Super-Single-Kvinde. Hun kom snigende lige så langsomt.
Faktisk havde jeg forestillet mig et noget anderledes scenarium. Nemlig at jeg i dag ville køre et solidt parløb med min dejlige mand. Ham der måske var blevet lidt tynd i toppen og havde en begyndende livsnyder-bule på maven. Vi ville sidde og næsten fise af fryd over alle de fælles referencer og det fundament vi sammen havde skabt og nyde bevidstheden om, at vores børn var godt på vej i deres egne liv. Vi ville være ydmyge ved tanken om, at have været to til at dele udfordringer og glæder og støttet op omkring hinanden. Vi ville rejse rundt til verdens storbyer og nyde det historiske vingesus og køre langs den amerikanske Østkyst i en fed cabriolet. Vi ville være det naturlige samlingspunkt for vores voksne børn, børnebørn, familie og venner. I dobbeltsengen ville jeg de fleste aftener kærligt og forsigtigt tage hans briller af og fjerne den bog, der var faldet ind i hovedet på ham, når han var faldet i søvn lige midt i en spændende krimi og derefter ville vi ligge i ske. Men enkelte aftener ville han alligevel smide mig op på spisebordet og give mig en ordentlig tur.
STOOOOP FILMEN!

Ville rigtig gerne have haft en rolle i den film også i dogme versionen; med sure sokker, opslået lokumsbræt og lørdagsfodbold i fjerneren.
 
Selvom jeg af flere omgange stædigt forfulgte dette pragtfulde ”filmmanuskript”, betød den virkelighed jeg mødte, at manus måtte omskrives adskillige gange. I slipstrømmen på disse omskrivninger udviklede jeg mig langsomt til den Super-Single-Kvinde jeg er i dag.

Det hele startede nok med:
At jeg inden for ganske få timer tog en drastisk beslutning og som 25 årig forlod min ægtemand sammen med vores 8 måneder gamle søn. Jeg måtte sande at have giftet mig med en utro, uansvarlig og notorisk lystløgner.

At jeg som 39 årig og efter 11 års samliv valgte ikke længere, at ville dele mit liv med en mand, der både var umådelig smålig, utro og udstødte min ældste søn.

At jeg som 40 årig satsede hele butikken, da jeg mødte mit livs kærlighed. Men efter tre år måtte kapitulere overfor hans psykiske lidelse, som viste sig at være dødens farlig.

Selv der mistede jeg ikke troen på at forfølge mit ”filmmanuskript”. De efterfølgende seks år lå jeg absolut ikke på den lade side. Jeg væltede mig i nye kærester og elskere, men alligevel lod jeg dem ikke slippe helt igennem nåleøjet. For mine tre tidligere ”film flop” havde alligevel ændret alting.

Min veninde påstår jeg har et brist!
Min ældste barndomsveninde, som på 30. år lever lykkeligt med sin dejlige mand, påstår jeg har et brist, hvad angår valg af mænd! Ja, hun er den direkte type, men det er altså sagt i ren kærlighed, for hun bekymrer sig om mig. Hun kan ikke forstå at en kvinde som jeg, som på alle andre områder har skruet hovedet ordentligt på og oven i købet ser nogenlunde ud, ikke formår at finde en dejlig mand. Det burde være ”piece of cake”. Et eller andet sted kan jeg godt forstå at hun undrer sig.
 
Jeg forsøger at leve efter den regel, der siger, at når du har mødt den samme idiot tre gange, bør du nok se indad og granske din egen idiot.

Set i bakspejlet har alle mine mænd og fortællingerne om dem været så vidt forskellige, at der ikke har været et tilbagevendende tema for, hvorfor jeg alligevel ikke kunne være i disse forhold. Mine egne bud på mit ”brist” er derimod, at jeg har ladet mig drive af målet frem for midlet. Jeg har villet drømmen om tosomheden så meget, at jeg ikke har givet mig tid til at lære mine mænd ordentlig at kende. Jeg lod mig forblænde af deres fantastiske sider og bildte mig selv ind, at jeg sagtens kunne rumme de sider, jeg efterfølgende slet ikke kunne leve med. Ganske ofte har jeg også været forelsket i selve forelskelsen, den der halvsindssyge tilstand, hvor man kan erobre hele verden. Det giver mening for mig, at det på en eller anden måde hænger sådan sammen.

Et er teori
Med den viden, skulle man jo så egentlig tro, at det ligger lige til højrebenet, at jeg går ud og finder den eneste ene. Ham jeg vel og mærke med en teoretisk tilgang først skal lære ordentligt at kende. Nu forholder det sig sådan, at jeg er en gammel rotte i det her game. Og min erfaring siger mig, det tager oceaner af tid enten at date eller gå til alle mulige events, før du finder et muligt emne. Derefter tager det i omegnen af et år at lære ham ordentlig at kende. Det vil med andre ord sige, at jeg skulle vente i mere end et år, førend jeg kunne kaste mig frådende over ham og mærke, om vi også passer sammen som kærester. Det kan jeg ikke lige overskue for nuværende.

Lige nu og de sidste tre år har jeg været selvvalgt single. Mine prioriteter har været mig selv, mine børn og mit firma. Det har været det helt rigtige sats, for jeg har fået en umådelig ro indeni og har på intet tidspunkt haft fem minutter i overskud til en kæreste. På den ene side er det en gave at lære at kunne være bare med sig selv. Lige om lidt bliver der nemlig helt stille, når min sidste og yngste flytter hjemmefra. Omvendt er jeg også blevet endnu mere selvkørende og egoistisk i mine valg og har dermed forøget afstanden til det at kunne tosomheden.

På mange måder er det både en gave og en forbandelse at være Super-Single-Kvinde.