Når kærligheden er bad timing

For to år siden sendte han en mail og ønskede mig tillykke med den runde dag. Det samme, gjorde jeg så fornylig. Og nu sidder jeg så og læser hans svar. Hans velkendte og skønne retorik får mig til at smile og hans brug af mit gamle kælenavn gør mig varm indeni. Jeg bliver mindet om, at jeg valgte vores kærlighed fra for tre år siden.


Hvornår er det ideelt at møde kærligheden

Og kan man sådan ligefrem tillade sig at vælge fra eller til alt efter om det passer ind i kalenderen? Det er lidt i samme kategori som at spørge om, hvornår er det ideelt at få børn. Skal selvrealisering, uddannelse, villa, Volvo og vovse være på plads inden vi kaster os udi reproduktionen? Til begge spørgsmål er mit umiddelbare svar NEJ. Vi skal gribe begge disse to vidundere, når de bliver serveret for os på et sølvfad.

Selv er jeg blevet begavet med tre børn, hvoraf kun det ene kom ”belejligt”. Kærligheden har jeg ligeledes været storforbruger af i alle mulige og umulige situationer. Begge disse vidundere har bragt mig både helt op til stjernerne og ned i de dybeste sorte huller, men de har gjort mit liv meningsfuldt og til et rigere menneske.

Naturligvis er der mange andre sandheder. Men jeg bekymrer mig om den udvikling, hvor vi efterhånden designer og forudbestemmer vores liv helt ned til mindste detalje. Hvor bliver kreativiteten, rummeligheden og spontaniteten af i sådan et samfund? Og hvad sker der med evnen til at omstille sig og handle knubs, når livet ikke lige indretter sig efter alt det, vi havde forudbestemt? Er det mon en del af forklaringen på, at flere og flere lider af angst og depression?

Selvfølgelig kan der være indlysende årsager til, at en kvinde vælger et barn fra, fordi det i sig selv er bad timing. Det samme gælder, når kærligheden viser sig på det forkerte tidspunkt.

Smertefuldt fravalg

Det var ikke med min bedste vilje, at jeg valgte kærligheden fra for tre år siden, det var meget smertefuldt. Og så var det ovenikøbet den slags kærlighed, jeg kun har mødt to gange tidligere. Jeg var vild med de fleste af hans særheder. Hans tårnhøje intellekt udfordrede dagligt min indre blondine og han kunne få mig til at grine så tårerne trillede. Vi arbejdede godt sammen som team og så elskede han mig helt op til himlen. Ham ville jeg kunne bo med på en øde ø og aldrig komme til at kede mig. Men jeg er jo meget mere end mig. Jeg er jo også mine børn, min familie og mine veninder og dem var der altså ikke plads til på den ø. Måske ville der blive plads, når børnene blev voksne og de alle sammen kunne sejle ud og besøge os i ny og næ. Lige det, blev vores udfordring og mit helt store dilemma. Jeg elskede ham virkelig, men jeg elskede mine børn, familie og veninder mere.

Forbandede skeletter

Han kunne mægtig godt lide både min familie, børn og veninder, så det var ikke der, den lå begravet. Jeg vil i øvrigt heller aldrig kræve, at en ny mand skal elske mine børn og mine på min måde. Men han var vokset op med, at alle i familien og den øvrige omgangskreds i det daglige passede hvert sit og kendte ikke til den nærhed, som er så vigtigt i mit liv.  

Og er der noget, der er vanskeligt og en svær balancekunst, så er det at komme ind fra sidelinjen i en ny familie og i særdeleshed, hvis man tillader sig at italesætte nogle af de skeletter, der rumsterer rundt. Og der rumsterer skeletter i alle familier. Det fedeste er altså bare, når man er venner med de der skeletter. Det blev da også kun en delvis succes. Hans mor og jeg viste sig at være meget ens og der var omgående kemi, hun kunne i særdeleshed godt lide min åbenhed. I den store og brede familie var jeg et hit, men jeg fik trådt han søster gevaldigt over tæerne. Ikke at det betød noget for vores forhold, jeg kom bare lige i tanker om det.

Elsker mine børn mere

Han elskede mig virkelig med hud og hår og til sidst forstod hans intellekt, hvad den der nærhed med mine børn og mine betød for mig. Han var villig til parterapi for at forstå det endnu bedre og redde situationen. Men her var løbet allerede kørt for mig. Jeg havde i den grad, for at bevise min kærlighed overfor ham, svigtet mine to teenagere så meget, og ovenikøbet i en tid, hvor de virkelig havde brug for mig. Så for mig var der ingen vej tilbage, jeg måtte rydde op i det rod, jeg havde lavet.

I en helt anden tid havde vores kærlighed kunnet flytte bjerge.

Nu er der ryddet op hos mine kære og jeg svigter dem aldrig igen, selvom jeg skal vælge kærligheden fra.

Livet er finurligt…