Kender du hende kvindemennesket, der er blevet så selvkørende, at hun ikke længere har brug for en mand i dagligdagen? Hende der alligevel momentant går på dating-jagt med en total urealistisk checkliste? En checkliste der kun matcher et hankønsvæsen fra fantasiens verden. Og hende der alligevel ind imellem går på kompromis, men ender med mentalt at kastrere det stakkels mandfolk, når den første forelskelse har lagt sig?
Sådan en Super-Single-Kvinde kender jeg! Hun sidder nemlig lige her bag skærmen.
Hun kom snigende
Det er ikke fordi jeg bevidst satte mig ned for snart 30 år siden og besluttede mig for at blive til en sådan Super-Single-Kvinde. Hun kom snigende lige så langsomt.
Faktisk havde jeg forestillet mig et noget anderledes scenarium. Nemlig at jeg i dag ville køre et solidt parløb med min dejlige mand. Ham der måske var blevet lidt tynd i toppen og havde en begyndende livsnyder-bule på maven. Vi ville sidde og næsten fise af fryd over alle de fælles referencer og det fundament vi sammen havde skabt og nyde bevidstheden om, at vores børn var godt på vej i deres egne liv. Vi ville være ydmyge ved tanken om, at have været to til at dele udfordringer og glæder og støttet op omkring hinanden. Vi ville rejse rundt til verdens storbyer og nyde det historiske vingesus og køre langs den amerikanske Østkyst i en fed cabriolet. Vi ville være det naturlige samlingspunkt for vores voksne børn, børnebørn, familie og venner. I dobbeltsengen ville jeg de fleste aftener kærligt og forsigtigt tage hans briller af og fjerne den bog, der var faldet ind i hovedet på ham, når han var faldet i søvn lige midt i en spændende krimi og derefter ville vi ligge i ske. Men enkelte aftener ville han alligevel smide mig op på spisebordet og give mig en ordentlig tur.
STOOOOP FILMEN!
Ville rigtig gerne have haft en rolle i den film også i dogme versionen; med sure sokker, opslået lokumsbræt og lørdagsfodbold i fjerneren.
Selvom jeg af flere omgange stædigt forfulgte dette pragtfulde ”filmmanuskript”, betød den virkelighed jeg mødte, at manus måtte omskrives adskillige gange. I slipstrømmen på disse omskrivninger udviklede jeg mig langsomt til den Super-Single-Kvinde jeg er i dag.
Det hele startede nok med:
At jeg inden for ganske få timer tog en drastisk beslutning og som 25 årig forlod min ægtemand sammen med vores 8 måneder gamle søn. Jeg måtte sande at have giftet mig med en utro, uansvarlig og notorisk lystløgner.
At jeg som 39 årig og efter 11 års samliv valgte ikke længere, at ville dele mit liv med en mand, der både var umådelig smålig, utro og udstødte min ældste søn.
At jeg som 40 årig satsede hele butikken, da jeg mødte mit livs kærlighed. Men efter tre år måtte kapitulere overfor hans psykiske lidelse, som viste sig at være dødens farlig.
Selv der mistede jeg ikke troen på at forfølge mit ”filmmanuskript”. De efterfølgende seks år lå jeg absolut ikke på den lade side. Jeg væltede mig i nye kærester og elskere, men alligevel lod jeg dem ikke slippe helt igennem nåleøjet. For mine tre tidligere ”film flop” havde alligevel ændret alting.
Min veninde påstår jeg har et brist!
Min ældste barndomsveninde, som på 30. år lever lykkeligt med sin dejlige mand, påstår jeg har et brist, hvad angår valg af mænd! Ja, hun er den direkte type, men det er altså sagt i ren kærlighed, for hun bekymrer sig om mig. Hun kan ikke forstå at en kvinde som jeg, som på alle andre områder har skruet hovedet ordentligt på og oven i købet ser nogenlunde ud, ikke formår at finde en dejlig mand. Det burde være ”piece of cake”. Et eller andet sted kan jeg godt forstå at hun undrer sig.
Jeg forsøger at leve efter den regel, der siger, at når du har mødt den samme idiot tre gange, bør du nok se indad og granske din egen idiot.
Set i bakspejlet har alle mine mænd og fortællingerne om dem været så vidt forskellige, at der ikke har været et tilbagevendende tema for, hvorfor jeg alligevel ikke kunne være i disse forhold. Mine egne bud på mit ”brist” er derimod, at jeg har ladet mig drive af målet frem for midlet. Jeg har villet drømmen om tosomheden så meget, at jeg ikke har givet mig tid til at lære mine mænd ordentlig at kende. Jeg lod mig forblænde af deres fantastiske sider og bildte mig selv ind, at jeg sagtens kunne rumme de sider, jeg efterfølgende slet ikke kunne leve med. Ganske ofte har jeg også været forelsket i selve forelskelsen, den der halvsindssyge tilstand, hvor man kan erobre hele verden. Det giver mening for mig, at det på en eller anden måde hænger sådan sammen.
Et er teori
Med den viden, skulle man jo så egentlig tro, at det ligger lige til højrebenet, at jeg går ud og finder den eneste ene. Ham jeg vel og mærke med en teoretisk tilgang først skal lære ordentligt at kende. Nu forholder det sig sådan, at jeg er en gammel rotte i det her game. Og min erfaring siger mig, det tager oceaner af tid enten at date eller gå til alle mulige events, før du finder et muligt emne. Derefter tager det i omegnen af et år at lære ham ordentlig at kende. Det vil med andre ord sige, at jeg skulle vente i mere end et år, førend jeg kunne kaste mig frådende over ham og mærke, om vi også passer sammen som kærester. Det kan jeg ikke lige overskue for nuværende.
Lige nu og de sidste tre år har jeg været selvvalgt single. Mine prioriteter har været mig selv, mine børn og mit firma. Det har været det helt rigtige sats, for jeg har fået en umådelig ro indeni og har på intet tidspunkt haft fem minutter i overskud til en kæreste. På den ene side er det en gave at lære at kunne være bare med sig selv. Lige om lidt bliver der nemlig helt stille, når min sidste og yngste flytter hjemmefra. Omvendt er jeg også blevet endnu mere selvkørende og egoistisk i mine valg og har dermed forøget afstanden til det at kunne tosomheden.
På mange måder er det både en gave og en forbandelse at være Super-Single-Kvinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar