For to år siden sendte han en mail og ønskede mig tillykke
med den runde dag. Det samme, gjorde jeg så fornylig. Og nu sidder jeg så og
læser hans svar. Hans velkendte og skønne retorik får mig til at smile og hans
brug af mit gamle kælenavn gør mig varm indeni. Jeg bliver mindet om, at jeg
valgte vores kærlighed fra for tre år siden.
Hvornår er det ideelt at møde kærligheden
Hvornår er det ideelt at møde kærligheden
Og kan man sådan ligefrem tillade sig at vælge fra eller til
alt efter om det passer ind i kalenderen? Det er lidt i samme kategori som at
spørge om, hvornår er det ideelt at få børn. Skal selvrealisering, uddannelse,
villa, Volvo og vovse være på plads inden vi kaster os udi reproduktionen? Til
begge spørgsmål er mit umiddelbare svar NEJ. Vi skal gribe begge disse to
vidundere, når de bliver serveret for os på et sølvfad.
Selv er jeg blevet begavet med tre børn, hvoraf kun det ene
kom ”belejligt”. Kærligheden har jeg ligeledes været storforbruger af i alle
mulige og umulige situationer. Begge disse vidundere har bragt mig både helt op
til stjernerne og ned i de dybeste sorte huller, men de har gjort mit liv
meningsfuldt og til et rigere menneske.
Naturligvis er der mange andre sandheder. Men jeg bekymrer
mig om den udvikling, hvor vi efterhånden designer og forudbestemmer vores liv
helt ned til mindste detalje. Hvor bliver kreativiteten, rummeligheden og spontaniteten
af i sådan et samfund? Og hvad sker der med evnen til at omstille sig og handle
knubs, når livet ikke lige indretter sig efter alt det, vi havde forudbestemt?
Er det mon en del af forklaringen på, at flere og flere lider af angst og
depression?
Selvfølgelig kan der være indlysende årsager til, at en
kvinde vælger et barn fra, fordi det i sig selv er bad timing. Det samme
gælder, når kærligheden viser sig på det forkerte tidspunkt.
Smertefuldt fravalg
Det var ikke med min bedste vilje, at jeg valgte kærligheden
fra for tre år siden, det var meget smertefuldt. Og så var det ovenikøbet den
slags kærlighed, jeg kun har mødt to gange tidligere. Jeg var vild med de
fleste af hans særheder. Hans tårnhøje intellekt udfordrede dagligt min indre
blondine og han kunne få mig til at grine så tårerne trillede. Vi arbejdede
godt sammen som team og så elskede han mig helt op til himlen. Ham ville jeg
kunne bo med på en øde ø og aldrig komme til at kede mig. Men jeg er jo meget
mere end mig. Jeg er jo også mine børn, min familie og mine veninder og dem var
der altså ikke plads til på den ø. Måske ville der blive plads, når børnene blev
voksne og de alle sammen kunne sejle ud og besøge os i ny og næ. Lige det, blev
vores udfordring og mit helt store dilemma. Jeg elskede ham virkelig, men jeg
elskede mine børn, familie og veninder mere.
Forbandede skeletter
Han kunne mægtig godt lide både min familie, børn og
veninder, så det var ikke der, den lå begravet. Jeg vil i øvrigt heller aldrig kræve,
at en ny mand skal elske mine børn og mine på min måde. Men han var vokset op
med, at alle i familien og den øvrige omgangskreds i det daglige passede hvert
sit og kendte ikke til den nærhed, som er så vigtigt i mit liv.
Og er der noget, der er vanskeligt og en svær balancekunst,
så er det at komme ind fra sidelinjen i en ny familie og i særdeleshed, hvis
man tillader sig at italesætte nogle af de skeletter, der rumsterer rundt. Og
der rumsterer skeletter i alle familier. Det fedeste er altså bare, når man er
venner med de der skeletter. Det blev da også kun en delvis succes. Hans mor
og jeg viste sig at være meget ens og der var omgående kemi, hun kunne i
særdeleshed godt lide min åbenhed. I den store og brede familie var jeg et hit,
men jeg fik trådt han søster gevaldigt over tæerne. Ikke at det betød noget for
vores forhold, jeg kom bare lige i tanker om det.
Elsker mine børn mere
Han elskede mig virkelig med hud og hår og til sidst forstod
hans intellekt, hvad den der nærhed med mine børn og mine betød for mig. Han var
villig til parterapi for at forstå det endnu bedre og redde situationen. Men
her var løbet allerede kørt for mig. Jeg havde i den grad, for at bevise min
kærlighed overfor ham, svigtet mine to teenagere så meget, og ovenikøbet i en
tid, hvor de virkelig havde brug for mig. Så for mig var der ingen vej tilbage,
jeg måtte rydde op i det rod, jeg havde lavet.
I en helt anden tid havde vores kærlighed kunnet flytte
bjerge.
Nu er der ryddet op hos mine kære og jeg svigter dem aldrig
igen, selvom jeg skal vælge kærligheden fra.
Livet er finurligt…
Livet er langt fra nemt og jeg forstår dit fravalg, jeg har stået i samme situation.
SvarSletJeg har også tænkt mange tusinde tanker siden, men har aldrig fortrudt mit valg.
Min datter og mine plejebørn var så vigtige for mig, at jeg også måtte tage mest vare på dem. Det er 15 år siden, i dag er alle voksne, men min datter fik alvorlig kræft og startede bloggen www.mariahoffbeck.blogspot.com
og jeg støtter hende 100%.
Pas godt på dine kære børn, de er mere værd end det pureste guld.
Kæreste Tina,
SvarSletSender de varmeste tanker til din datter og jeres familie. Når man står i sådan en situation forekommer alle andre dilemmaer så ligegyldige, det ved jeg af erfaring.
Tak fordi du delte dine tanker og erfaring, de gør mig stærkere i troen på, jeg traf det rigtige valg.
Kærlige tanker Frk. Fiks