Hvornår er det egentlig Valentinsdags?

Man skal være ualmindelig døv og blind eller befinde sig offline på en øde ø for ikke at vide det er Valentinsdag i dag.

Sådan en halvgammel supersingle pige som jeg (der bare ikke skal have en kæreste lige nu) går i sagens natur helt i forsvarsposition og påstår det er noget kommercielt pladder. Men skal vi helt ind i sindet, vil jeg lyve, hvis jeg påstår at jeg ikke inderst inde ville ønske, at en eller anden ukendt tilbeder sendte mig en lille rose eller hjerte.

På Facebook fik jeg helt ufrivilligt for fem minutter siden smidt en video lige i hovedet, der viste et halv ton strøede rosenblade, der viste vej op i et soveværelse fyldt med alskens Valentinsk merchandise. Det fik uundværligt mine hvide tulipaner, som jeg købte til mig selv i går, til at blegne. Og jeg skyndte mig straks at logge ud.

Men så kom jeg i tanke om en lille historie. 

Før den valentinske æra

For ti år siden, hvor det kun var de hippe og trendy, der havde kendskab til mærkedagen 14. februar, orkestrerede min daværende kæreste det mest romantiske og valentinske stykke. Det var godt nok i august måned, men lad nu det ligge.

Hele ugen havde jeg været på messe og mine børn var derfor parkeret hos deres far. Planen var ganske enkelt at jeg bare skulle hjem, smække benene op og så i seng. Sidst på dagen sendte min kæreste derimod en sms, hvor han skrev han ville sørge for lidt godt at spise hjemme hos mig. Han bad mig give besked, når jeg var på vej. Da jeg parkerede i indkørslen og åbnede bildøren, var jeg lige ved at træde ned på en rose. Da der lå yderligere en rose en halv meter derfra, tænkte jeg; nåh, der er nogen der har tabt dem, det er da godt nok underligt, de ligger lige der. Femøren faldt først da jeg åbnede havelågen og så, der lå roser hele vejen hen til hoveddøren, som stod åben. Ud lød tonerne fra ELO’s ”Hold on tight”. Rosenstien fortsatte hele vejen ind i stuen hen til sofabordet, hvor der stod to champagneglas. Og da jeg vendte mig om, stod min vidunderligere kæreste, som gud havde skabt ham, kun dækket af et sort kokkeforklæde med en fin serviet over armen og en flaske champagne i hånden. What a welcome. Med et stort smækkys og lidt i glassene meddelte han, at jeg bare skulle læne mig tilbage og nyde resten af aftenen. Efter en fuldstændig fantastisk middag bad han mig gå ud og tage et dejligt bad, mens han ryddede køkkenet. Efter badet gik jeg ind i soveværelset efter noget tøj. Her trådte jeg ind i det smukkeste skær fra et hav af fyrfadslys og dejlige toner fra dæmpet musik og på natbordet stod atter et par champagneglas. Igen stod min kæreste klar og nu skulle jeg have den lækreste oliemassage. Jeg måtte undervejs knibe mig selv i armen flere gange, men den var god nok, det skete virkeligt. Og naturligvis måtte jeg efter massagen flå det der sorte kokkeforklæde af ham…

Efterfølgende friede han. Men vi blev aldrig gift, selvom han til dato har været mit livs kærlighed.

Og sådan endte det med at Valentinsdag alligevel bragte et smil på mine læber…