ET FESTFYRVÆRKERI AF FØLELSER

Tænker det må være lidt sådan det føles, når man træder ind over målstregen efter at have gennemført en iron-woman. Et festfyrværkeri af følelser.

Det var i hvert tilfælde det festfyrværkeri jeg stod i for lidt over en måned siden. En ganske almindelig og alligevel ualmindelig tirsdag klokken ti. Her fik min yngste datter sin sidste karakter og storebror stod klar og placerede studenterhuen på hende smukke hovedet. Det var egentlig uden den helt store spænding, for uanset karakter havde hun bestået. Men det blev en hel symbolistisk forestilling for mit vedkommende.

Efter års ihærdighed kom jeg endelig i mål. Mangt og meget gik op i en højere enhed den dag og jeg blev fyldt op af skønne og fantastiske følelser, jeg ikke har været i kontakt med i adskillige år. Denne skønne afslutning, på især de sidste syvs års kamp, er så småt ved at bundfælle sig.

Når hele ens mindset igennem lang tid har haft fokus på at nå nogle helt bestemte mål, skal systemet lige afkodes igen. Og det er her jeg er nu. Lige midt i afkodningen.

Et godt tegn er, at jeg nyder det. Nyder at der ikke hele tiden er noget, jeg lige skal fikse, nyder at min opgave som mor er lykkedes, nyder at jeg kan betale mine regninger, og nyder at jeg ikke længere hele tiden skal tilsidesætte mig selv. Det er intet mindre end pragtfuldt. 

PAYBACK TIME 
Ikke at jeg følte mig stresset og uden egenkærlighed undervejs. Det kan jeg heldigvis takke mig selv for. For år tilbage, da jeg netop lige var ved at gå ned med stress og dårlig ryg, investerede jeg nemlig en mindre formue, som jeg egentlig ikke havde, i et selvudviklingskursus. Det er den investering med det bedste payback, jeg nogensinde har foretaget. Her lærte jeg, hvordan jeg skulle passe på mig selv, da mit liv var i allermest kaos. Fra at være en person, der altid havde haft styr på det hele, var yderst gavmild, i fysisk flow og samtidig havde et umådeligt overskud til alle andre, blev jeg tvunget til at foretage en transformation. Med et liv og helbred i kaos lærte jeg vigtigheden af at være selektiv. At vælge de områder ud i mit liv, der havde den største betydning og udelukkende fokusere på dem. Det blev til tre områder: Mine børn, at kunne beholde vores hjem og økonomien til at forsørger os. Alt andet måtte jeg uden dårlig samvittighed lære at skrue ned for. Som det frihedselskende og spontane menneske jeg også er, var det lige så vigtig at jeg lærte at være kreativ, når det gjaldt om at gøde mig selv, i modsat fald ville jeg visne i de snævre rammer, der var stukket ud for de næste mange år. Det var ikke nemt, men jeg gjorde det.

Nu står jeg så her fyldt op af lettelse, stolthed og taknemmelighed. Ikke kun fordi jeg klarede mig igennem en økonomisk krise, der var millimeter fra at koste både en firma- og en personlig konkurs med helt uoverskuelige konsekvenser til følge. Men fordi så mange andre historier i mit liv har fået så fantastiske dejlige afslutninger, jeg slet ikke havde turde håbe på. 

HISTORIE I - MOR 
For niogtyve år siden sagde jeg ja i kirken og satte mig ind i den smukkeste hestekarat ved siden af et lækkert stykke mandfolk. Vi kørte igennem Bredgade, jeg så bedårende ud, og en turistbus fyldt med japanere stoppede op for at tage billeder af et dansk og lykkeligt nygift par. Jeg følte mig helt Askepotsk og forestillede mig ikke i min vildeste fantasi, at jeg halvandet år efter skulle sidde alene i min brors stue med vores otte måneder gamle søn og vores få ejendele. ”Flygtet” fra ham den lækre brudgom, som i virkeligheden viste sig at være en lystløgnende og utro ”prins”. Min fantasi rakte heller ikke til at forestille mig, at jeg år senere sad alene med tre børn.

Det er jo som det er, at man går fra hinanden. Men der, hvor min fantasi virkelig har spillet mig et puds, er at begge fædre og samtlige bedsteforældre har trukket en badebillet og kun sporadisk eller overhovedet ikke været på banen. De udførte kort og godt strudsemetoden og overlod hele ansvaret til mig. Flot! Nu opgiver jeg ikke uden kamp, men måtte til sidst erkende, at jeg ikke kunne slæbe hesten til vandtruget, når den ikke var tørstig. Derudover har børn en veludviklet fornemmelse for, hvem der virkelig interesserer sig for dem og ikke mindst forstår dem.

Men vi gjorde det sammen, mine tre børn og jeg. Vi gjorde vores liv sammen og de tvivlede aldrig på, jeg ville hoppe på tungen til månen for at hjælpe dem, om nødvendigt. Der er gået ottetyve år siden jeg blev mor for første gang. Punktummet blev symbolsk sat, den tirsdag for en måned siden, hvor den sidste studenterhue blev sat på min datters hoved. De er nu alle tre godt på vej i livet. Den ældste stadig med bump på vejen, men han klarer det alligevel bedre end forudset. Jeg er SÅ taknemmelig. Det har været drøn hårdt og helt fantastisk. Den kærlighed og sammenhørighed jeg i dag har til og med mine voksne børn giver livet mening. 

HISTORIE II – BØRN 
For tretten år siden skiltes min to yngste børns fars og mine veje. En helt igennem ordenlig skilsmisse, som mange sikkert vil misunde. Det skyldes i høj grad vi begge er ordenlige mennesker. Og det er han, et helt igennem ordentligt menneske, med styr på sin karriere og ikke mindst sin økonomi. Historien bag er lang og kompliceret, men langsomt mistede jeg mig selv, mine værdier og gamblede med mine børns selvværd og derfor måtte vores forhold ophøre. Vi skiltes og delte det, vi begge havde bidraget ligeligt med og jeg gjorde til hans store lettelse ikke krav på hans pensioner. Måske var det nemmere for mig. Jeg var den, der tog beslutningen, den der gik, den der var afklaret.

I sidste uge, da jeg kom hjem fra job stod han i døren og afleverede noget til vores datter. Som det mest naturlige spurgte jeg om han ikke lige ville ind og have en kop kaffe, men nej, det ville han ikke. I tretten år har jeg i lignende situationer tilbudt ham det samme, men med samme resultat. Det gælder også den anden vej. Jeg er ikke velkommen i hans hjem. Har praktiseret at stå uden for hans bryggersdør i en halv time i ti graders frost og tale med min tidligere svigermor uden at blive inviteret indenfor. Pudsigt nok ophører disse regler, når det kommer til mere officielle begivenheder som vores børns runde fødselsdage, deres konfirmationer eller studenterfester. Her er der ingen ko på isen og her træder han gerne, om end altid ifølge med sin øvrige familie, ind i vores hjem. Og er der noget, der slet ikke passer ind i denne kabale er det, at han for kort tid siden inviterede mig med til sin halvtredsårs fødselsdagsfest. Det havde jeg slet ikke set komme og i øvrigt havde han slet ikke været på min liste, hvis jeg havde haft råd til at holde min selvsamme runde fødselsdag for et par år siden.

Hvorom alting er, så beskriver det i virkeligheden meget godt den situation vores børn har levet med. Et anstrengt forhold, som egentlig ikke var anstrengt, men med den permission, at vi ikke kom i hinandens hjem og ikke var en del af hinandens liv med mindre der var noget officielt på bedding.

En del af vores ordenlige skilsmisse gik ud på, for vores børns skyld, at blive i nærområdet. Derfor har vi i alle årene boet blot en villavej væk fra hinanden. Men den idylliske forestilling om, at børnene kunne poppe up hos mor og far, når som helst, blev ligesom aldrig til noget. Når børn har valget mellem et fælles værelse med aldersmæssig forkert indretning og tilbehør samt et tomt køleskab kontra valget mellem hver deres værelser med personligt præg, et stopfyldt køleskab, glade hunde og teenage-retten til at rode, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad de vælger. Og sådan blev det i alle årene. Med en far stort set i baghaven var de altid her, det var her de følte sig hjemme.

En væsentlig årsag til vores brud handlede om vores forskellige syn på børneopdragelse. Børnenes far havde ikke selv haft den letteste opvækst eller store succes i uddannelsessystemet før han blev mere end voksen og måtte gå alle mulige snørklede veje førend han oplevede succes. Måske det i virkeligheden forklarer, hvorfor han havde så store ambitioner på sine børns vegne. Heri glemte han i hvert tilfælde at notere sig, hvilke personligheder der stod bag hans pragtfulde børn. Dem var der ikke plads til og de skulle bare rette ind efter hans drømme og normer, hvilket i deres tilfælde drænede dem for selvværd. Jeg havde en helt anden tilgang til det og har altid taget udgangspunkt i at guide dem ud fra deres personlighed. I dette skisme; en mors kærlighed kontra en fars anerkendelse, har vores børn forsøgt at finde deres fodfæste. Ikke uden udfordringer. Langt hen ad vejen lå det ligesom mellem linjerne, at jeg ”ødelagde” vores børn med al den forkælelse. Han savnede noget mere ”old school” opdragelse. Men i dag er jeg sikker i min sag, kærligheden sejrede.

Da vi i sidste måned med hele vores sammenbragte familie, to gange på en uge, fejrede vores datter og hendes studentereksamen var ”det der mellem linjerne” helt forsvundet. Han sagde det naturligvis ikke med ord, men hele hans attitude viste mig på en gang stor respekt og samtidig fornemmede jeg en stor sorg over ikke at have oplevet al den dejlighed jeg har oplevet med vores børn.

Jeg er SÅ stolt over jeg hårdnakket holdt fast i kærligheden og trodsede robot-ismen. Og så taknemmelig over at se to unge mennesker, der er på vej til at blive ”hele” og drives af det, der for dem giver mening. 

HISTORIE III – ØKONOMISK RUTSJETUR 
For syv år siden skulle jeg inden for meget kort tid omstille hele min tilværelse. Fra at havde været en velkonsolideret og meget privilegeret kvinde med spændende fremtidsdrømme, var jeg pludselig blevet til et sølle insolvent individ, der var heldig hvis jeg kunne betale min næste husleje. Det var noget af en rutsjetur. Jeg havde satset på fremtiden med store nye firmalokaler, en forældrekøbs lejlighed til mine tre unger og andre lange kontraktbindinger, som var umulige at komme ud af. Selvom jeg havde gået med livrem og seler, var min opsparing og mine pensioner en stakket frist. De holdt to år og så var kassen tom. Helt nøjagtigt havde jeg kr. 1,781,00 tilbage på kontoen og den næstkommende første skulle jeg atter betale for hus, lejlighed og firmalokaler. Og ingen rig onkel eller mulighed for arveforskud. På den private front formåede jeg nærmest helt umuligt at få betalt mine regninger, hvorimod jeg måtte indgå afdragsordninger med mine kreditorer i firmaet. Det koster kræfter at skulle ringe og spørge om udsættelse, som man i virkeligheden ikke ved, om man kan overholde. Sådan stod det på indtil for to et halvt år siden, hvor jeg endelig kunne ånde lettet op og besigtige ”skaderne”. Puha, det var blevet til en anseelig gæld. Og er der noget en gæld ikke gør, så er det at forsvinde.

For to et halvt år siden satte jeg mig tre nye fokusområder. Det første var stadig mine børn, det andet var at få mit firma på rette spor igen og det tredje var at afvikle min gæld.

Det er med stor lettelse at jeg nu kan sætte flueben i stort set alle tre. Ungerne er flyvefærdige, firmaet har overskud for tredje år i træk og min gæld er foreløbig blevet afviklet med to hundredetusinde.

Tre historier har fået sin afslutning på skønneste vis.

Jeg er lettet, stolt og taknemmelig. En æra er ved sin afslutning og en ny tager sin begyndelse…..