MIN STYRKE ER OGSÅ MIN SMERTE

Min uforløste længsel er at kunne overgive mig til et andet menneske. Læne mig bagover og bare lade mig falde med visheden om, at blive grebet.

Det er ikke modet, der har manglet, for jeg har turde overgive mig flere gange, sådan for alvor. Men hver gang er den sidste scene i filmen udeblevet og jeg blev i stedet krediteret med at knalde baghovedet godt og grundigt ned i asfalten. Med store menneskelige konsekvenser til følge. Enten helede jeg hurtigt eller også var jeg til stadighed naiv, for jeg fortsatte med at lade mig drive af min længsel. Lige indtil jeg besluttede at køre i pitstop, som jeg valgte at forlade ad landevejen. I stedet for at køre ud i ”ringen” igen. Og her på supersinglekvindens landevej, befinder jeg mig så stadig, tre år efter.

I mellemtiden har jeg trænet og er blevet til lidt af en tryllekunstner. Jeg har nemlig udviklet en teknik, der gør, at jeg med 200 km i timen lige præcist kan nå at løbe om bag mig selv og gribe og dermed forhindre faldet. Det er naturligvis snyd. En illusion. Det er alle tryllekunster. Det andet er også smukkere, at ridderen på den hvide hest kommer. Ridderen er også en illusion, jeg ved det godt. Men længslen efter noget, der bare minder lidt om det, er stadig intakt. Næsten. 

ER DET GENER ELLER KODER? 
Hvad pokker er det lige der gør, at den del ikke er lykkedes for mig, når jeg nu stort set kan finde ud af alt andet? Hvorfor er det lykkedes for så mange af mine veninder? De er hverken bedre eller værre end jeg! Al normal sandsynlighed taler også imod, især set i lyset af den mængde af mænd, jeg har væltet mig i! Hvorfor var der bare ikke én, der mestrede at gribe mig? Derudover mener jeg at være en relativ velfungerende kvinde, der ofte er grænsende til det selvopofrende, når det gælder mand, børn, familie og omgangskreds. Myreflittig og konstruktiv. Måske en anelse bestemt og stædig, men aldrig præmenstruel, ”menopausisk” eller hysterisk. På papiret en drømmekvinde.

Ligger forklaringen i generne, opvæksten, samtiden, de tre gange, jeg har knaldet baghovedet i asfalten eller er der et eller andet jeg skal lære i det her liv? Jeg er en sucker for at forstå hvordan det hænger sammen. 

ET SKUD ANTIVIRUS 
Min opvækst afveg ikke fra det normale. Hvad det normale så end er. Vi var en ganske almindelig kernefamilie, der først blev opløst efter jeg flyttede hjemmefra. To kærlige og veluddannede forældre og trygge forudseelige rammer. Nuvel jeg blev holdt i stramme tøjler, især af min mor, da jeg var et meget nysgerrigt barn, der havde trang til eventyr.

Set i bakspejlet foregik der alligevel altid et drama under overfladen. Det handlede om min mors, på alle planer, store afhængighed af min far samt hendes mistillid til omverdenen. Jeg forstod naturligvis ikke dengang, hvad det handlede om, men jeg både så og følte den smerte det medførte for dem begge. På den ene side smerten ved at føle sig svigtet og hjælpeløs og på den anden side smerten ved at føle sig fanget og taget som gidsel i et andet menneskes følelsesmæssig frustration.

Måske jeg allerede dengang fik et ordentlig skud ”antivirus”? Et antivirus, der skulle beskytte mig mod at kunne føle den smerte afhængighed kan medføre. Jeg ville i hvert tilfælde ikke have noget med den smerte og hjælpeløshed at gøre. Så min strategi blev ret hurtigt, aldrig at sætte mig selv i den situation, hvor jeg ikke selv kunne have indflydelse på mit liv. Så i en meget tidlig alder udviklede jeg mig til et meget selvstændigt væsen. 

TILLID INTAKT 
Det betød ikke, at jeg ikke ville overgive mig til et andet menneske, for min tillid til omverden var intakt. Jeg ville rigtig gerne samhørigheden og kærligheden.

Først overgav jeg mig til mine børns to fædre og siden til ham, der indtil videre har været mit livs absolutte største kærlighed. Ingen af dem greb mig i faldet. Det blev jeg, der til stadighed skulle gribe. Det var ikke fordi de ikke ville, de magtede det ikke, jeg havde simpelthen fejlbedømt dem. Fejlbedømt i alvorlig grad. Og vi taler ikke om kontroverser omkring u opslåede toiletbrætter og henkastede sure underbukser. Men om uoprettelige handlinger som uansvarlig moral, økonomisk svindel, utroskab, psykiske og fysiske overgreb.

Ligger det i mine gener, at jeg er en overlever? Er det i virkeligheden mine egne forældres drama, der atter udspillede sig - har jeg ubevidst ladet mig drage af det tema?  Er det samtidens ”legale” mulighed for at afslutte et forhold, der ikke længere er optimalt? Eller er det min kodning helt ud på celleplan, om ikke at blive og være afhængig af et andet menneske, der har gjort, at jeg alligevel ikke helt kan overgive mig?

Det tænker jeg så lidt over, mens jeg til stadighed er på vej her på supersinglekvindens landevej.

Dog ved jeg, at jeg stadig har troen, længslen og en uudtømmelig pose af kærlighed i behold.

Måske er denne længsel i virkeligheden blot resterne af en urgammel iboende kraft?