VISE ORD FRA DALAI LAMA

Blandt flere hundrede ligegyldige opslag på min Facebook væg, som lover et sundere og slankere liv, fangede dette citat straks min opmærksomhed.

Den vise Dalai Lama gennemskuer menneskeheden set fra sit helikopter perspektiv. I den første del af hans citat, rammer han plet, når det handler om mit liv.

Jeg knokler dagligt en vis legemsdel ud af bukserne for derefter at bruge en mindre formue på kiropraktor, der skal genoprette min ryg, som efterhånden er temmelig medtaget. Ikke af at have siddet for meget ned, men af ren og skær fysisk slid. Paradoksalt nok knokler jeg af lyst. Altså ikke lysten til at tjene penge. Men jeg er drevet mere af lysten til at kunne have indflydelse på mit eget liv end af hensynet til mit fysiske helbred.

Der hersker ingen tvivl om, jeg gerne havde villet det anderledes. 

KUNSTEN AT KØBE FRIHED
I ugens løb var jeg på besøg hos et par, hvis venskab strækker sig tilbage til vores pure ungdom. De har gjort det godt. Sammen. De er kommet til et sted i livet, hvor de kan modbevise Dalai Lama’s visdom. Lige nu er en af deres udfordringer, hvordan de skal placere deres formue bedst muligt og hvordan de kan købe sig til mere frihed, der kan indløses på golfbanen. Provokerende for mange, der ikke ejer saltet til et æg. Men i min optik er det på tide, de kom dertil. At nyde livet. I stedet for at knokle sig til et dårligt helbred. De har fortjent det og er ikke kommet sovende til et eneste af de resultater, de har opnået.

Jeg har knoklet lige så meget som mit vennepar. Jeg er tilmed veluddannet og har ligeledes tjent rigtig mange penge. Men mit liv blev bare anderledes. Anderledes på alle punkter. I starten omtumlet med flere skilsmisser, for derefter at ende ud i et sololøb, hvor alle mine resurser blev brugt på at give mine tre børn det bedst mulige liv. Da det hele syntes at lykkedes kom den økonomiske krise og som en tornado sugede den alt op, jeg havde knoklet for og bombede mig tilbage til stenalderen. Det var ikke nogens skyld. Det var bare sådan det var.

Når jeg nu ikke selv er i stand til at modbevise første del af Dalai Lama´s citat og alligevel er enig med ham, skyldes det bestemt ikke uvilje.

Havde jeg resurser nok til rengørings- og havehjælp ville jeg da straks indløse den frihed til mere nærværd med mine kære og selvpleje. Og havde jeg i overflod ville jeg straks investere i at udforske verden og hjælpe dem, der trænger mere end jeg. 

DYRT AT VÆRE FATTIG

Men jeg må jo først og fremmest tage udgangspunkt i min egen virkelighed. Og tro mig, jeg har haft mange indre diskussioner omkring, hvordan jeg kunne bruge tiden mere fornuftigt end på at knokle for derefter at blive repareret hos en kiropraktor. Selv min omgangskreds har været på banen og kommet med alle mulige løsningsforslag.

Da det stod allerværst til også med ryggen. ”Lad dog firmaet gå konkurs og huset ryge på tvangsauktion, så må du efterfølgende få gældssanering”. Jeg overvejede det skam. Men udsigten til at afgive min frihed, blive sat under administration og siden sidde fortvivlet og banke hovedet ind i betonvæggen i et socialt boligbyggeri var så angstprovokerende, at ideen hurtigt blev skrottet.

”Kunne du så ikke sælge huset og forældrekøbslejligheden, du har købt til dine unger”? Jo, det ville være superskønt at slippe for de udgifter, arbejdet med den store have og omkostningerne til alle reparationerne. Problemet er blot, at begge matrikler har tabt anseeligt i værdi. Den gæld der ville komme ud af at sælge ville bliver forrentet med markedets nuværende ågerrenter og betyde den sikre rentedød. Kort sagt, jeg har ikke råd til at sælge.

”Så gå da ud og find en mand”! Underforstået, en der kan hjælpe til med at betale. Også et godt bud. Bortset fra det nok er urealistisk, at score en mand på grund af hans penge, når jeg jo hverken er 32, har to meter lange ben eller ligner en fotomodel. Alternativet er naturligvis også at finde en mand på grund af kærlighed. Men det er lidt ligesom med hamsterhjulet. Når dagen er omme, vil jeg hellere bruge mit resterende overskud på at hygge med veninderne, mine unger eller mig selv. Jeg orker ikke at investere den tid, det tager, når jeg i sidste ende ikke har tiden til at pleje et forhold.

I mange år har rollen som mor fyldt rigtig meget i mit liv. Det var sådan det blev for mig. Det var ikke planen, men pludselig stod jeg alene med hele cirkusset, og derfor kom det til at fylde meget. Men det altoverskyggende undertema, der har drevet mig, har altid været frihed. Friheden til at have indflydelse på mit eget liv.

Det materielle har aldrig interesseret mig. Jeg er fløjtende ligeglad med Philip Stark badeværelser, Svane køkkener, smykker og italienske designer møbler. Til gengæld har skønne rejser og hverdagsoplevelser med mine unger og veninder været i høj kurs. En vigtig livsnerve har også været, at kunne bo i hus med fri adgang til have, natur og den skønne himmel med de smukke frie fugle.

Så på den måde har jeg ikke kunnet sige mig fri for også, at have været på vognen med at skulle tjene mange penge. For det koster at nyde og forsørge tre børn. Hverken frihed eller diamantringe er omkostningsfrie.

Nu er min situation selvsagt en anden og mit ydmyge ønske er såmænd bare at blive min gæld kvit. Det vil gøre mig fri og lykkelig. 

ENKEL LIGNING

Efter at have vendt og drejet adskillige scenarier for at kunne undgå den der kiropraktor og dermed modbevise første del af Dalai Lama’s citat, kom jeg alligevel frem til, at ligningen i mit liv er ganske enkel.

Y= (Gæld –X)=0.

Så når Y i min ligning = Frihed, betyder det at X lige nu = Hårdt arbejde i mange år.

Det kunne altså betyde at kiropraktoren er et nødvendigt onde til at nå mit mål. Men frem for at vente med at gå til kiropraktor til jeg kun kan kravle, går jeg nu fast og forebyggende hver sjette uge. Altså har jeg vendt bøtten og nu gør kiropraktoren det muligt, at jeg både passer på mig selv og samtidig når mit mål. Det er med andre ord blevet en fornuftigt investering frem for en kedelig konsekvens. Og vigtigst af alt, det giver mening, drive og tilfredshed.

Den sidste del af Dalai Lama’s citat modbeviser jeg derimod til fulde. Jeg elsker livet og er trods skilsmisser og økonomisk deroute fuldt ud tilfreds med den lille nanodel, jeg har indtaget i denne verden, i denne tid. Alle de muligheder, der er blevet givet i min lille tidslomme, føler jeg at have suget til mig og udnyttet optimalt. Resten der tilfalder mig, bliver rent flødeskum. Og naturligvis håber jeg, der er rigtig meget flødeskum tilbage til mig og jeg griber stadig mulighederne som var jeg udødelig.

Alligevel lever jeg hver dag mit liv som kunne det være den sidste. Om nogen ved jeg, at livet kun er til låns. Min elskede far mistede jeg alt for ung. Og inden for få år er yderlige to unge liv i min omgangskreds gået tabt. De var alle tre kun i fyrrene. Uforståeligt. Derfor har jeg de sidste ti år været taknemmelig hver morgen, når jeg vågner. Taknemmelig over at jeg er så heldig at få endnu en dag.