torsdag den 19. marts 2015

THE FAT OLD LADY HASN´T STOPPED SINGING YET


Sidste weekend fik jeg endelig taget mig sammen. Udskiftede batterierne i lady shaveren og pelsede både ben og bikinilinjen. For nu skulle jeg ud og luftes med mad, drinks og musik sammen med min søde veninde. Sikke dog et arbejde det blev med den pelsning, men det blev godt. Det var ikke med henblik på at score, jeg havde bare lyst til at føle mig sådan feminin lækker.

De sidste par år har jeg skruet en del ned for det mere udadvendte sociale liv. Ikke at jeg har muret mig inde, men jeg har ikke været så proaktiv som tidligere, hvor jeg ofte var ankerkvinden bag sociale og festlige arrangementer. Derimod har jeg iklædt mig den mere passive festkjole og ladet mig invitere i stedet for. Det har ikke været et bevidst valg, men lysten har ligesom manglet og mit bud er, at der har været andet i mit liv, der har været vigtigere.

Det samme gør sig i store træk gældende for min søde veninde og hun blev derfor så glad, fordi jeg tog teten og arrangerede vores lille ude i byen hyggeaften. 

Livsværdier 
Vi er begge friske, udadvendte og glade piger og derfor gik snakken, under vores dejlige middag, om årsagerne til vores manglende deltagelse på den sociale scene. Meget hurtigt fik vi pejlet os ind på, det nok handlede om prioritering af vores livsværdier. Vi er begge stolte kvinder, der sætter en ære i at klare os selv og dernæst er vi mødre med mega stort M. Selvfølgelig elsker vi også at nyde livet på egen banehalvdel på alle tænkelige måder og holder meget af godt sammenværd, mad, hygge, rejser, musik mm. Men vi kom frem til, at vores egentlige fundament er, at kunne klare os selv og tilbyde vores unger det bedste.

Min veninde er som jeg enlig mor på fuldtid med voksne hjemmeboende børn, der er under uddannelse. Hun bor ligeledes i hus med stor have og har et krævende job med lange arbejdsdage. Vi konkluderede, at vores fokus igennem længere tid havde været at holde sammen på vores fundament. For hendes vedkommende betød en længere kræftbehandling, at al hendes energi blev brugt på at kunne fortsætte i hendes job, hvor der ikke var mulighed for længerevarende sygemelding. For mit eget vedkommende har fokus været rettet mod, at tjene så meget som muligt både for, at kunne betale mine udgifter og for at kunne afvikle min enorme gæld, som blev skabt under krisen. Og for vores begges vedkommende for i sidste ende stadig, at kunne tilbyde vores børn den ro og stabilitet det er, at kunne blive i deres hjem og dermed få det bedst mulige afsæt i deres egne liv.

Nu er vi begge ved at være tilbage i vores sædvanlige gear, da vores fundamenter atter er nogenlunde stabile. Derfor var det med sådan en dejlig tilfreds fornemmelse indeni, vi indtog denne aften.

Pubben kalder 
Efter en dejlig middag fortrak vi to modne kvindemennesker til den lokale pub, der byder på skøn stemning og live musik. Atter faldt vi i god snak, mens vi sugede flittigt i yndlingsdrinken gin & tonic. Kort tid efter slog et herreselskab sig ned ved samme bord og inden længe, bød de på shots og drinks. Det var nydelige mænd i slutningen af trediverne, som kunne have valgt alle mulige andre borde med unge smukke kvinder. Men nej, de valgte vores bord og snakken flød og stemningen steg ret hurtigt. Det var hygge og godt selskab det handlede om, mere var der i første omgang ikke i det.

Coaching på pubben 
På et tidspunkt kommer en helt ung og meget nydelig mand hen til mig med to drinks, som han stiller foran min veninde og jeg. Høfligt spørger han, om han må tage lidt af min tid. Han forklarer, at han på afstand har studeret os og kom frem til vi var vældig interessante og helt sikkert havde noget at byde på. Noget overvældet takker jeg ja til drinken og spørger ham, hvad jeg kan hjælpe ham med. Dette dejlige unge menneske slår sig ned ved siden af mig og forklarer han har brug for at vide, hvilken retning hans liv skal tage, sådan rent uddannelses- og jobmæssigt. Han har en drøm om at blive selvstændig, men han føler han famler lidt rundt i blinde og har brug for et godt råd. Jamen er det ikke fantastisk. Her sidder jeg, halvgammel kone, der har været selvstændig i tyve år og elsker at lære fra mig til unge mennesker, som er vores fremtid. Et eller andet sted, må det jo have lyst ud af mig, siden sådan et ungt og fuldstændig fremmed menneske bliver drevet lige hen til mit bord. Der er altså mere mellem himmel og jord end min forstand formår at forklare. Nåh, men igennem en times tid sidder jeg så og får en skøn snak med den unge mand, måske hvis jeg strammer den, kan man vel godt påstå det var en coaching session. Sikke en oplevelse og sikke en anerkendelse, jeg blev helt varm indeni.

Flirt
Tilbage til vores herreselskab, som havde slået sig ned ved vores bord. De var vildt sjove og der blev mere og mere ping pong. Igen kunne man undre sig over de ikke havde valgt at kaste sig over mange af de andre yngre og smukkere kvinder, men jeg tror bare at vi to halvgamle koner var godt selskab. Som stemningen steg faldt jeg mere og mere i snak med dette selskabs ”adonis” og inden længe gik det op for mig at han flirtede. Nu er jeg ikke selv helt ueffen på det område, så naturligvis flirtede jeg tilbage, uden dog på nogen måde at være interesseret i mere end det. Han var alt for ung, for lækker og for gift. Mit held er, at jeg har været så privilegeret, at kunne vælte mig i adonis mænd, når det drejede sig om sex, så på det område mangle jeg ikke noget. Som kæreste emne har de heller aldrig interesseret mig. Min erfaring siger mig nemlig, at denne type generelt har for højt indhold af hormoner og for stor trang til utroskab. Og sidst men ikke mindst, så gider jeg ikke gifte mænd. Men never mind, jeg kunne sgu have scoret ham, hvis jeg ville.

Det blev på alle måder en fuldstændig uovertruffen aften. Scenariet hvor to halvgamle koner forlader ”vinterhiet” og går ud for at more sig. Jeg fik virkelig hygget igennem, stillet skarpt på mine værdier og fik så meget anerkendelse både som mennesker og som kvinde.

Måske det ikke var så tosset at få støvet den der lady shaver af …?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar