Ind imellem er jeg SÅ træt af evig og altid, at skulle tjene penge. Jeg har stort set ikke bestilt andet, siden jeg var tolv år og gik med aviser. Den gang var det for sjov, for der gik pengene til ”nice to have” ting så som musikanlæg og kassebukser i det rigtige snit.
Nu synes jeg det er knapt så morsomt og hvor ville det være skønt, at kunne trække ansvars-stikket og smutte ud i verden i to, fire eller seks uger og bare svæve. Eller for den sags skyld at kunne smække blondine badget på brystet og ikke belemre mit kønne hoved med ejendomsskatter, omlægning af realkreditlån eller likviditetskrise. Varianten, at kunne komme til sin mand den tiende i måneden og sige ”Skat, jeg har ikke flere penge på husholdningskontoen, overfører du lige?” kunne også være fedt at prøve.
Men det er altså kun en gang imellem jeg har det sådan. Det er når ynke-kasketten klemmer lidt.
Sandheden er, at jeg er super taknemmelig for at være udstyret med det der ”tjene penge” gen. For hvordan ville mit liv dog ikke have set ud, hvis det ikke var tilfældet?
Sparede jeg virkelig også op til det?
Penge som sådan interesserer mig ikke, de er blot et nødvendigt onde. Men hold op, hvor har jeg tjent mange af dem i gennem tiden, tør slet ikke tænke på hvor mange. I mange år har jeg tjent langt mere end Hr. & Fru Nabo tilsammen. Der skal godt nok også noget mønt til at finansiere tre børn, to hunde, et hus, en lejlighed, firmalokaler, en bil plus det løse.
Faktisk har jeg også altid været ret god til at spare op. Men af en eller anden årsag er alle disse opsparede penge gået til en hel masse, jeg slet ikke var klar over, jeg også sparede op til. Lad mig nævne i flæng: Tre skilsmisser, alle med efterfølgende etablering af nye hjem. Indfrielse af et lån tilhørende min ex mand, som jeg havde været så dum at kautionere for. Gæld for misligholdelse og ubetalt leje af lejlighed selv samme ex mand fraflyttede to år efter vi blev skilt. Fejlkøb af en lejlighed. Et par tabte retssager. Og sidst men ikke mindst finanskrisen.
Drømmescenariet skudt i sænk
For syv år siden så det ellers ud til, at jeg langt om længe var sluppet af med, at spare op til alt det, jeg ikke vidste, jeg også sparede op til. Pengene blev rent faktisk stående på opsparingskontoen og en drøm begyndte at tage form. Jeg havde efterhånden fået sparet op til udbetalingen på mit lille drømmehus i Italien, som jeg på sigt ville bo i halvdelen af året, når ungerne engang flyttede hjemmefra. Her ville jeg måske skrive lidt, mingle med lokalbefolkningen, stadig lave lidt business, få besøg af veninderne, ungerne og siden børnebørnene. Har altid været lidt matriarkalsk og fundet stor nydelse i at samle ”flokken”. Pensionsopsparingen og friværdien så også yderst fornuftige ud og firmaet gik forrygende, så mon ikke det også ville kunne indbringe lidt på kistebunden, når jeg engang solgte det. Selvom jeg egenhændigt havde knoklet for det hele, var det som om, det næsten var for godt til at være sandt. Jeg følte mig privilegeret helt ind i marv og ben og nev ofte mig selv i armen.
Året efter blev der vendt op og ned på alting. Finanskrisen kom til at koste det hele og mere til. I de kommende fire år måtte jeg realisere alt, hvad jeg ejede og skære helt ind til benet. Jeg indløste pensionerne, opsagde sygeforsikringer, fyrede min ansatte i gennem 9 år, flyttede firmaet til mindre lokaler, optog og omlagde lån alt sammen for at kunne få smør på brødet og holde kreditorerne for døren.
I hele dette væltende korthus havde jeg slet ikke tid til, at være ked af alt det jeg mistede. Det der fuldstændig og aldeles stressede mig, var scenariet om ikke at kunne forsørge mine børn og at de skulle miste deres hjem og trygge omgivelser. Katastrofetanker om genhusning i et socialt tungt belastet boligkompleks var faktisk det, der fyldte mest.
Men det blev heldigvis ikke sådan
For to år siden kunne jeg ånde lettet op og fik nu overskud til at ”besigtige” skaderne efter fire år i økonomisk krisehelvede. Det så sgu ikke for godt ud. Jeg var dybt forgældet og for første gang i mit liv insolvent. Selv med de mest positive briller på, måtte jeg erkende, at det aldrig vil blive som før. Der er ganske enkelt få år tilbage at tjene penge i.
På den positive side havde jeg holdt rædselsscenariet for døren. Mine unger havde fået brød på bordet hver dag og boede stadig i deres trygge omgivelser. Mit firma havde ligeledes overlevet krisen, om end i en noget slankere udgave, men var igen i stand til at udbetale mig løn.
Naturligvis var det surt at have mistet alt det, jeg havde knoklet så hårdt for. Jeg sender da også nu og da en kærlig tanke til min drøm om det lille italienske hus. Men jeg nægtede at sætte mig ned og tygge i en tudekiks og diskutere med virkeligheden. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Sket er jo ligesom sket og er ikke til at ændre.
Så op på hesten igen og i gang med en ny plan, for jeg vil sgu det her liv, mens jeg er her.
Det er kedeligt, men det virker
For andet år i træk har jeg nu sat mig selv under stram administration, lidt ligesom i Luksusfælden. Det er vildt svært ikke at bruge lidt af de flere penge, der er nu, til det sjove. Og enormt kedeligt at være styret af en så kontrolleret økonomi. Men det virker og jeg kan se en ende på det, for der er en helt klar plan. Følger jeg denne, har jeg nemlig om fire år ”sparet så meget op”, (læs nedskrevet gælden) at jeg rent faktisk har råd til at sælge mit hus. Imellem tiden har jeg skrevet mig op til et toværelses leje-rækkehus, som derefter bliver mit fremtidige hjem. Her vil jeg slippe for at tænke på ejendomsskatter, omprioritering af realkreditlån og nyt fyr. Der vil også blive råd til nydning og et par rejser i ny og næ. Og med tiden vil jeg kunne få både boligsikring, varmehjælp og ikke blive trukket i folkepensionen, fordi jeg har en fed kapitalpension i baghånden. Det er da en meget god plan, synes jeg.
Der kan jo også ske det, at jeg vinder i Lotto (jeg har allerede tegnet et abonnement), møder en dejlig mand eller finder et herligt ”oldekolle” bofællesskab. Man kan ikke helt vide det. Men så tager jeg den bare derfra…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar